Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Bandekriminalitet: Et "perker"-fænomen?

Source:http://hizb-ut-tahrir.dk
Author:Chadi Freigeh
Date:30/06-2013

Trods en massiv indsats fra forskellige myndigheder, oplever vi fortsat en eskalering i bandekonflikten, en stigning i antal skydeepisoder, nyopståede bander og flere konflikter. Behovet for en løsning tiltager i takt med den taltagende utryghed.

En reel løsning på bandekriminaliteten kræver kendskab til de omstændigheder og faktorer, der skaber bandekonflikterne. Ellers kan man let ende med, at behandle symptomerne frem for årsagerne. Ser man f.eks. på de forslag som politikerne fremlægger, kan man nemt konkludere, at de er utilstrækkelige og kun behandler symptomerne på problemet frem for de reelle faktorer bag.

Politikere taler f.eks. om jobtilbud og uddannelse som løsning eller udvejen for bandemedlemmer. Men virkeligheden er, at en del af de involverede i bandekriminalitet både har job og gode uddannelser. Eksempelvis er der mange fra bandemiljøet i Bagsværd, som er universitetsstuderende. Dét for ikke at tale om de højtuddannede politikere eller de erhvervsfolk, der ikke tøver med at berige sig på illegitimvis og på bekostning af andre mennesker. Det bekræfter, at uddannelse og job ikke nødvendigvis eliminerer kriminalitet.

Ligeledes er det naivt at tro, at tilbud med sociale aktiviteter, som charterrejser, fritidsklubber o.lign., skulle være mere attraktivt for de unge end den ”status” og den indtjeningsmulighed, der er forbundet med bandekriminalitet.

En anden ting er politikernes tale om integration, som værende en løsning på problemet. Det er som om, at problemet er afgrænset til at være et fremmede fænomen eller at det er ukendt blandt etniske danskere!

Nu er det korrekt, at der findes kriminalitet, som er tillært eller som går i arv. I bestemte miljøer er kriminalitet så udbredt, at man så at sige opdrages til at blive kriminel. Men er det tilfældet med første og anden generations indvandrere (1.g. & 2.g.)? Kendsgerningen er, at bandekriminalitet er et ukendt fænomen blandt 1.g., samt at 2.g. har distanceret sig fra deres forældres kultur. Det gælder især de unge, der er indblandet i bandekriminalitet.

Her vil nogle måske protestere ved at betone, at indvandrere er mere repræsenteret i kriminalitetsstatistikker. Men der er det altså vigtigt at have for øje, at indvandrere er en marginaliseret gruppe, som ofte lever i ghettoområder, der er socialt og økonomisk belastet. Det forekommer alment kendt, at kriminalitet er mere udbredt i sådanne områder.

Social marginalisering 

Nu er der vist nok flere, som vil påstå at talen om disse omstændigheder skyldes offermentalitet. Men nu er det ikke kun indvandrere, der betoner eller kritiserer disse omstændigheder. Der findes adskillige rapporter og undersøgelser udgivet af forskere i DK og resten af Europa, som betoner disse forhold. Som eksempel kan jeg nævne en rapport vedtaget af Europarådets Ministerkommission i december 2005. Den konkluderer følgende: »En stærk fornemmelse af intolerance observeres i det danske samfund, frem for alt i den politiske arena og i nogle medier...«. Rapporten udtrykker bekymring om, at lovgivningen og regeringspolitikken kan »bidrage til et klima af fjendskab over for forskellige etniske og religiøse grupper.«

Dertil er der Europarådets kommission mod racisme og intolerance, som i maj 2006 udsendte en rapport, der konstaterer, at muslimerne i Danmark får en ussel behandling - både i lovene, i brugen af lovene og i omtalen hos nogle medier og politikere. Ifølge rapporten er rettigheder ulige fordelt, og nogle politikere og medier tegner konstant et negativt billede af minoriteter, ikke mindst muslimer.

I 2007 konkluderede OSCE (Den Europæiske Organisation for Sikkerhed og Samarbejde) i en rapport om Danmark, at ”muslimers situation er blevet forværret gennem de seneste år”. Ifølge rapporten udsættes muslimerne for begrænsninger, der er ude af proportioner, og for en retsbeskyttelse, der ikke lever op til racismekonventionerne, samt et stadigt mere forhærdet klima af intolerance. De ovennævnte rapporter er kun et beskedent udpluk, der illustrerer min pointe om, at indvandrerpolitikken forårsager omstændigheder, der bidrager til bandekriminalitet.

Alle disse rapporter blev i sin tid blankt afvist af de danske politikere. En anerkendelse af rapporternes indhold er jo trods alt anerkendelse af politikernes medansvar for den tilstand, som muslimerne befinder sig i. Det er ligeså en anerkendelse af deres medansvar for bandekriminaliteten blandt unge indvandrere. Sådanne anerkendelser er politikerne ikke indstillet på. Leder man dog længe nok, vil man støde ind i beskedne indrømmelser.

Som eksempel er der et interview med Eyvind Vesselbo fra 2009 (Kultursociolog og medlem af Folketingets Integrationsudvalg). I interviewet siger han følgende:

»Det her problem (bandekrigen) er opstået i 90erne, hvor man ikke fik indvandrerne i arbejde. Man skabte en arbejdsløshedskultur blandt indvandrere og værst af alt blandt deres børn… nu har vi så en hel generation, der vokser op i en ghettokultur« Vesselbo fortsætter med at tale om den manglende anerkendelse af dette problem blandt politikerne og han siger: »I dag kappes alle om at stramme og være enige med Dansk Folkeparti, så hvis man foreslår noget, bliver man stemplet som »blød« på udlændingeområdet (…) Der er opstået en usund konsensus, der blokerer for en løsningsorienteret debat«.

Dette var en beskeden anerkendelse af, at udlændingepolitikken spiller en rolle, når vi taler om kriminalitet blandt 2.g. Og det var en anerkendelse af, at den store koncentration af indvandrere i ghettoområder hænger sammen med indvandrerpolitikken. Gennem flere år har vi faktisk set kommuner indkvartere indvandrer i ghettoområder.

I nogle tilfælde er det endda sket gennem tvang. I 2005 rapporterede Ritzau, at Gentofte Kommune har forsøgt at true flygtninge til at flytte til et omstridt boligbyggeri. Flygtninge fik at vide, at de ville havne på gaden, hvis ikke de underskrev en lejekontrakt. DRC (Dokumentations– og Rådgivningscenteret om racediskrimination - En privat organisation, der rådgiver og fører sager der handler om diskrimination) anklagede i sin tid Gentofte Kommune for behandling af flygtninge med mafiaagtige metoder. DRC udtalte at kommunens metoder er et forsøg på at presse flygtninge ind i det omstridte sociale boligbyggeri.

Dermed har myndighederne været med til at placere indvandrere i belastende områder, nemlig ghettoer med kriminelle elementer, hvilket er en omstændighed, som bidrager til problemet med bandedannelser og den kriminalitet, som vi oplever for tiden.

Dertil er der klimaet, der præges af intolerance og islamofobi, som politikerne har skabt, gennem hetz og dæmonisering af indvandrere, især muslimer. Dette klima gør det svært for indvandrere at bryde ud af de sociale og økonomiske forhold, som de befinder sig i. Politikerne har således skabt omstændigheder, der fremmer en kriminel tilværelse blandt indvandrere, og nu bliver dette udnyttet af højrefløjen til at beskylde indvandrerne for at have en kriminel kultur!

Den kulturelle faktor

Nu kan man sige, at fattigdom ikke gør alle mennesker kriminelle. Derfor er dette ikke en undskyldning for bandekriminalitet. Det er et udsagn, som er fuldstændig korrekt. Fattigdom og marginalisering er kun omstændigheder, hvorfra kriminalitet let kan opstå. Disse omstændigheder er i sig selv ikke nok til at skabe kriminalitet. Derfor må der være noget andet ud over fattigdom og marginalisering. Og her mener vi, at bandekriminalitet hænger sammen med Vestens sekulære idealer og kultur.

Mere specifikt er der tale om:

1.   De sekulære samfunds forbrugskultur, der skaber ekstrem fokus på materielle goder og forbinder folks status og succes til økonomisk velstand og formåen.

2.   Frihedsidealerne og individualismen, som forherliges i vesten og som går imod enhver form for kontrol af den enkelte eller enhver autoritet, uanset om det er statens, forældrenes eller selv Skaberens autoritet.

3.   Nyttemoralen, som dikterer, at alt skal overvejes ud fra cost-benefit. Hvad er nytten, hvis jeg gør det? Hvad er skaden, hvis jeg ikke gør det? Ifølge denne nyttemoral er det overladt til mennesket selv, at fastlægge hvad der er godt for en selv og ens fælleskab.

Hos ophavsmændene af denne moral (f.eks. Jeremy Bentham og John Stuart Mill) sættes der et lighedstegn mellem nytten og den enkeltes lykke. Nyttemoralen kan med andre ord betyde, at overgreb mod enkeltpersoner, grupper eller minoriteter ikke blot kan forsvares, men bør ligefrem efterstræbes, hvis blot det kan være nyttigt for en tilstrækkelig stor majoritet.

Her vil jeg henlede opmærksomheden til professor Daniel Bartels fra Columbia University som i sin forskning (The mismeasure of morals: Antisocial personality traits predict utilitarian responses to moral dilemmas) konkluderer, at ”personer, som er særligt tilbøjelige til at følge nytte- eller lykkemoralske principper, er kendetegnet ved, at deres personlighed indeholder mange psykopatiske og antisociale træk.” På trods af dette er denne nyttemoral alment accepteret i vesten. 

Nu vil nogle måske spørge: Hvad er forbindelsen mellem de ovennævnte vestlige idealer og kriminalitet? Det er jo ikke alle der bekender sig til sådanne vestlige idealer, der bliver kriminelle!

Til det kan man sige, at det er ligesom alkohol- og drukkulturen, der forherliger druk og gør den til en norm. Enhver, som afviger fra denne norm risikerer at blive udelukket. Drukkulturen frister og driver mange til indtagelsen af alkohol. Så er det rigtigt nok, at de fleste ikke får alkoholproblemer. Men alkoholkulturen er stadigvæk en grundlæggende faktor bag de mange alkohol problemer. 

Og det er stort set det samme, der gør sig gældende, når vi taler om bandekriminalitet.

Bandekriminalitet har ofte berigelse som formål. Og de unge, der lader sig involvere i sådanne bander, befinder sig i et forbrugersamfund med materialiserede normer og en nyttemoral, der skaber bestemte tendenser. Overalt i de sekulære samfund støder vi på en kultur, der dyrker det perfekte i en materiel forstand. Der er enorm fokus på penge og forbrug. Der er meget lidt i de sekulære samfund, der tilskynder et ungt menneske til at stoppe op og reflektere over meningen med livet eller til at omfavne dyder som selvbeherskelse, hensynsfuldhed eller gudsfrygt.

Derimod stadfæster de sekulære samfund gennem undervisningspensum, reklamer, medier mm. en række normer for hvad der er ”rigtig” eller ”cool”. Her er der enorm fokus på selvrealisering gennem materielle goder. For at være sej eller succesfuld, så er det et krav, at økonomien hænger sammen og visse materielle goder er et must. Fra Smartphone til luksusbilen. Fra det nyeste mærketøj til dyre hobbyer og rejser… Hvis ikke du har alt dette eller hvis ikke du går op i alt dette, så er du ikke ”normal”. Du risikerer, at blive udelukket af klassekammeraterne, kollegaer og folk i din omgangskreds. 

Me, myself, and I

For nyligt bragte Kristeligt Dagblad nogle artikler om en bog, udgivet af to anerkendte amerikanske psykologiforskere med titlen ”Narcissisme-epidemien: At leve i rettighedskulturens tidsalder”. Følgende er citater fra bogen:

”Narcissismen er alle vegne. Reality-tv giver den næring, ved at gøre almindelige mennesker kendte for at være kendte. Forældre indpoder den ved at klæde deres børn i bluser påtrykt ’prinsesse’ og ’supermodel’. Teenagere og voksne dyrker den ved at promovere sig selv på de allestedsnærværende sociale medier, og kendisser ophøjer den til en kunstform. Det gør narcissismen til en moderne folkesyge, der tærer på den sociale sammenhængskraft og er med til at gøre os alle mere deprimerede, ensomme og gældstyngede,”...

”det nærer en selvoptagethed, der fører til… materialisme, aggressivitet, overfladiske værdier og ligegyldighed over for andre”… ”Hvis vi ikke bremser narcissisme-epidemien, risikerer vi at blive et samfund, hvor vi kun kerer os om os selv og dybest set er ligeglade med, om vi gør skade på andre mennesker og på miljøet i vores egen jagt på succes og status”.

Artiklerne i Kristeligt Dagblad citerer også danske eksperter, som mener at befolkningen i Danmark er godt på vej i samme retning, som bogen beskriver. “…teenagere, som bruger timer foran spejlet på at sminke sig til det fotografi, der er flot nok til at fremme deres image på nettet. Eller politikere, der går mere op i at få en ministerpost end at leve op til partiprogrammet. Det er ifølge både danske og udenlandske eksperter i psykologi og samfund blot få blandt mange eksempler på, at narcissismen er på fremmarch i den vestlige verden.”

Og der er adskillige eksperter og forskere i DK og resten af den vestlige verden, der mener, at den vestlige kultur fremmer narcissistismen og former peronligheder, hvis liv handler om ekstrem selvrealisering, gennem materielle goder og en desperat søgen efter anerkendelse.

Når der findes grupper i sådanne samfund, som er påvirket af sådanne tendenser og som oven i købet ikke har råd til den ”normale selvrealisering”, vil fristelsen til berigelseskriminalitet da ikke være enorm? Selv når de har et job eller uddannelse, kan fristelsen være stor. Så kan det godt være, at mange kan afholde sig fra berigelseskriminalitet. Men det burde være tydeligt, at kulturen skaber fristelserne og fremmer de personlighedskarakterer, der gør, at man falder i.

Søgen efter anerkendelse og respekt

Og foruden berigelseskriminaliteten, så kan man tale om kriminalitet som en norm. De fleste ønsker at være accepteret i deres omgangskreds, og det kræver, at man ikke adskiller sig fra normen i den kreds. Når folk bliver placeret i ghettoområder, der kendetegnes af sociale og økonomiske problemer og kriminalitet. Og når de lever i et samfund, hvor vold og bander bliver glorificeret gennem film, musik og spil. Ja, så er der en større risiko for at havne i en gruppe, hvor kriminalitet er normen. For at blive accepteret af de andre, skal man følgelig begå kriminalitet (ghettoeffekten).

Det ovennævnte må ikke anses som et forsøg på at gøre bandemedlemmerne til ofre. Disse personer er ansvarlige for deres handlinger. De er uden tvivl til at bebrejde. De ved udmærket godt, at kriminalitet ikke er acceptabelt. Men deres vilkår er trods alt en del af de faktorer, som ikke bør ignoreres, hvis man reelt vil komme problemet til livs.

Mennesker er sociale væsner med behov for et fællesskab. Og virkeligheden er sådan, at indvandrere i hele Europa er placeret i ghettoer, hvor omgangskredsen omfatter grupper, der bevidst definerer sig selv som "gangstere". Grupper, der forherliger gangsteridentiteten og dyrker den gennem amerikansk gangsterrap og vestlige gangsterfilm, der glorificerer det kriminelle liv. De glorificerer en selvrealisering gennem gangsterlivet med hurtige penge og ”status”.

Af den grund kan man ikke påstå, at løsningen på det problem er yderligere vestliggørelse af disse unge. De dyrker jo en livsstil, der er et vestligt biprodukt. De drives af normen i de sekulære samfund, der fokuserer på materielle goder. De vil skyde genvej til disse goder for at opnå den forskrevet selvrealisering. Skal man da forvente, at de bliver frelst fra den tilstand gennem genopdragelse i frihedsidealer og individualisme? Eller skal man forvente, at nyttemoralen og forbrugerkulturen bliver deres udvej fra kriminalitet? Det er jo netop sådanne idealer og livsstil, der driver mod bandekriminalitet.

Hizb ut-Tahrir alene i verden?

Nu er spørgsmålet: Er det virkelig en abnorm holdning, som vi i Hizb ut-Tahrir fremlægger? Er vi virkelig de eneste, der har den holdning, siden vi bliver voldsomt kritiseret for at have den?

For at besvare det spørgsmål, så lad mig citere nogle kendte eksperter. Det første citat kommer fra et Berlingskeinterview med historikeren Henrik Jensen, lektor ved Roskilde Universitet: "Baggrunden (for Vestens forfald) er, at individet er blevet det højeste gode, og heri ser jeg et værditab. Det er ikke længere tilstrækkeligt for os at være del af noget større. Det er hele tiden ”mig”, der er i centrum, og mig selv der skal finde meningen med alt."

Det næste citat er fra Bill Clinton i en tale om kriminalitet fra 1994: "Da vi etablerede os som land og skrev en relativ radikal konstitution med radikale rettigheder, der giver en radikal mængde individuel frihed til amerikanerne, så var det antaget, at amerikanerne, der havde denne frihed ville bruge det ansvarligt... [Men nu] er der en masse uansvarlighed. Og derfor siger en masse mennesker, at der er for meget frihed. Når personlig frihed bliver misbrugt, er du nødt til at begrænse det."

Det sidste citat kommer fra en analyse om bandekriminalitet i det tidligere dismedia.dk fra 2005: ”Hvad er det egentlig for et samfund, vi vil integrere indvandrere i, og hvilke værdier er det, vi mener, vi kan tilbyde dem? Kræver vi i fuldt alvor, at muslimer giver afkald på en tro, der alle negative aspekter til trods er en garant for solide familieværdier, for at understøtte vor foretrukne kulturform med fri porno, socialt institutionaliseret alkoholisme og faldende seksuel debutalder?”

Og om ungdomskriminalitet fortsætter skribenten, at det ifølge sociologerne er en udbredt vestlig tendens i det 20. århundrede. Og han fortsætter: ”Selv om det er belastende, at indvandrere så hurtigt har tillagt sig danskeres dårlige vaner, må unge indvandreres kriminalitet nærmest ses som et tegn på god integration.”

Det er et meget beskedent udpluk af citater, der viser at vores syn på den vestlige kultur ikke er abnorm. Der er mange anerkendte eksperter, der mener, at den vestlige kultur former selvoptagede og skrupelløse personer, der ikke har langt til kriminalitet, når det tjener deres interesser.

Her kan jeg ikke undgå at nævne integrationspolitikken, som tilsigter at assimilere muslimerne i den vestlige kultur og distancere dem fra centrale islamiske værdier. De værdier, som skaber immunitet mod en fordærvende livsstil med kriminalitet og stoffer. De danske politikere ønsker at integrere muslimerne i en kultur, der anser lydighed over for Allah og sendebuddet som religiøs fanatisme.

En kultur, hvor afholdenhed og andre islamiske dyder stemples som regressive. Hvor ideen om, at islam skal dirigere vores holdninger og adfærd, fordømmes som værende ekstremisme. Dermed bidrager denne integrationspolitik til den udvikling, hvor unge muslimer distancerer sig fra islam. Hvor muslimer kan blive en del af en bandekrig, for at overtage kontrollen over et hashmarked og realisere falsk status.

Islam som en fæstning

Derfor mener vi, at løsningen består først og fremmest i, at muslimerne begynder at fordybe sig i de islamiske tanker og værdier, der skaber immunitet overfor enhver fordærvet livsstil. Dermed vil muslimerne forme sunde personligheder og miljøer. Islamiske personligheder, der opfylder deres behov på islamisk vis, og ifald de har det svært ved at realisere denne opfyldelse, vil de islamiske tanker og værdier, som gudsfrygt, kunne drive dem til at udvise udholdenhed i stedet for at kaste sig ud i kriminalitet for at realisere hurtige gevinster, på bekostning af andre mennesker og på bekostning af det hinsides.

Løsningen er endvidere at overholde den islamiske pligt om at påbyde det rette og forbyde det slette. Således, at muslimerne kan levere de islamiske budskaber til deres børn og omgivelser på en påvirkende måde. En måde, der skaber og bevarer et rent miljø i deres områder.

Dertil så er der en vigtig indsats, som muslimerne skal yde for at modarbejde denne fatale udvikling. Nemlig at modstå og modarbejde diskriminationen mod muslimerne samt integrationspolitikken, som tilsigter at distancere muslimerne fra deres islam.

Gennem en organiseret indsats, bør muslimerne arbejde for at skabe og bevare en ren forståelse og overholdelse af de islamiske tanker og love. Derfor appellerer vi til enhver muslim, som er bekymret for denne udvikling og vi opfordrer enhver muslim, som ønsker at forbedre muslimernes forhold i vesten, til at tage del i det islamiske kald for at beskytte muslimernes identitet i de vestlige lande.