Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Israels løgne bliver til sandhed i danske medier

Source:http://politiken.dk/debat/ECE2345501/israels-loegne-bliver-til-sandhed-i-danske-medier/
Author:Kjeld Koplev, journalist og forfatter
Date:18/07-2014

Det er ikke ofte, at jeg oplever debatten i Danmark være så kuet som debatten om den højreorienterede israelske regerings behandling af palæstinenserne. Det er ikke noget smukt syn.

Normalt er jeg ingen stor tilhænger af konspirationsteorier. Men mediernes behandling af det seneste israelske overfald på det palæstinensiske Gaza kan godt få mig på andre tanker. For eksempel rejser den næsten entydige proisraelske holdning blandt redaktører, kommentatorer og journalister spørgsmålet, om ikke der eksisterer en stærk israelsk lobby med aktører centralt placeret i den danske medieverden?

Når tanken overhovedet bliver aktuel, skyldes det, at der sjældent er så langt mellem de faktiske forhold og så det, vi danskere bliver præsenteret for. Medierne serverer så mange og så store proisraelske fordrejninger, at man næsten mister pusten. Og det er ikke kun i nyhederne, at den højreradikale israelske regerings overgreb på Gaza skildres skævt. Også i de fleste kommentarer om konflikten overdøver propagandatrommen sandheden. Både journalister og kommentatorer har tilsyneladende samstemmende købt den israelske version af konflikten, den, der går på, at Israel er den svage og udsatte part.

Danske mediefolk skildrer situationen, som om det er et opgør mellem to ligeværdige parter. Men palæstinenserne er spærret ind i Gazastriben, og de angribes af en af verdens stærkeste, bedst trænede og overdådigt bevæbnede hære.

Det nævnes også kun sporadisk i nyhederne og i kommentarerne, at Israel reelt er en besættelsesmagt, og at palæstinenserne er de besatte. Kommentatorer ynder at sige, at det ikke er til at finde ud af, hvem der begyndte krigen: Israelerne eller den palæstinensiske organisation Hamas. En cirkel har jo ingen begyndelse, siger de. Nej, det har den ikke. Men det har en besættelse. Og fra den dag Israel besatte det, der skulle have været palæstinensernes hjemland, sådan som FN havde besluttet det, var krigen uigenkaldelig. Og med de mange ulovlige israelske bosættelser på palæstinensisk jord er opgøret hamret fast med syvtommersøm.

Jeg kan endnu huske, at man, dengang vietnameserne rejste sig mod amerikanerne, og de sorte i Sydafrika begyndte kampen mod det hvide styre, talte om, at et undertryk folk altid har ret.

Men det gælder tilsyneladende ikke for palæstinenserne. De har ingen rettigheder. Måske fordi de bare er en flok muslimer og dermed notorisk regnes for potentiale terrorister. Denne fuldstændig enøjede behandling af konflikten rejser for mig derfor spørgsmålet om, hvem og hvordan den danske mediedebat styres og kontrolleres?

Hvordan kan så mange journalister og redaktører samstemmende og i takt bringe de samme fordrejninger til torvs, som vi i denne tid igen og igen bliver præsenteret for?

Løgne kan, det ved vi af bitter erfaring, serveres så tit, at de til sidst bliver opfattet som sandheder. Men hele mediedebatten omkring Israel rejser også et andet nærliggende spørgsmål: Hvorfor lader vi os kue af den israelske regerings propagandamaskine? Hvorfor er der ingen af de danske demokratiske partier, der kalder til samling mod den højreekstremistiske regering i Tel Aviv, som konstant truer freden?

Hvorfor er der ingen af Danmarks traditionsrige, demokratiske kræfter, der kræver en boykot af det Israel, der gang på gang krænker den verdensorden, som vi ellers hylder i fest- og skåltaler? Hvor er den lange række af danske intellektuelle, der førhen gik forrest i kampen, når det drejede sig om at protestere mod krig og uret?

Hvor er indignationen over, at den israelske højreradikale regering bomber børn, kvinder og gamle ud af deres hjem i Gaza, fordi den ikke kan lide Hamas – og ikke vil anerkende Gazas demokratisk valgte ledelse?

Hvorfor er der ingen, der samler sig sammen til en protest mod, at en stat kollektivt og i strid med alle folkeretslige aftaler dræber civile borgere? Og hvorfor er de fleste danske debattører krøbet i flyverskjul? Er sagen i virkeligheden, at mange føler frygt for at blande sig?

Mange ved måske af bitter erfaring, at kritik af israelsk politik næsten automatisk besvares med en beskyldning for antisemitisme. Fra de to anerkendte amerikanske forskere John Mearsheimer og Stephen Walt kender vi til Israel-lobbyens meget store indflydelse i USA. Men de fik også kærligheden at føle. I store dele af den amerikanske presse blev de udråbt til antisemitter og jødehadere, fordi de i deres værk afdækkede Israels indflydelse på amerikansk udenrigspolitik. Men vi kender ikke den danske Israel-lobbys indflydelse eller omfang. Her i Danmark lever Israel-lobbyen i total anonymitet.

eg tror ikke, at der sidder syv skæggede mænd i et skummelt kælderlokale og konspirerer mod freden. Men jeg tror, at højtbegavede mennesker dagligt kæmper for at få os til at tro på, at staten Israel har ret til at agere, som de gør. Og jeg tror, at deres indsats virker så skræmmende på os, at vi ikke vover at sige fra – endsige at gribe ind.

Det er ikke ofte, at jeg oplever debatten i Danmark være så kuet som debatten om den højreorienterede israelske regerings behandling af palæstinenserne. Det er ikke noget smukt syn.

Og i det lange løb tjener det ingen til ære. Slet ikke Israel.