Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

I Danmark er man potentiel terrorist, hvis man ikke går ind for demokrati

Source:http://www.information.dk/524972
Author:Junes Kock, medierepræsentant for Hizb ut-Tahrir Skandinavien
Date:20/02-2015

Der var ingen tvivl at spore. De danske politikere var i al fald sikre efter nyheden om angrebet på arrangementet i Krudttønden. Ytringsfriheden og demokratiet er under angreb. Det danske samfund er under angreb. Ja, Danmark er blevet udsat for et terrorangreb. Politiet, og formodentlig de fleste danskere, afventede yderligere efterforskning og opklaring af, hvad der egentlig var sket. Men ikke politikerne.

Således tweetede SF-formanden, Pia Olsen Dyhr, kl. 16.39, blot få minutter efter nyheden om et skyderi på Østerbro: »Et angreb på ytringsfriheden i DK! Det er helt uhørt og forfærdeligt.« Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll medgav en halv timere senere ikke kun, at ytringsfriheden var under angreb, men det var nok de pokkers udlændinge, der var ude på ballade igen: »Ytringsfrihed under angreb. Kort herfra. LA: Højere straf for angreb og trusler. Udvisning af udlændinge der modarbejder demokrati.«

Ida Auken fra SF skyndte sig kl. 17.24 at spille efter partiformandens melodi og tilmed belære de uvidende muslimer om Koranen » … der er ikke noget forbud mod at tegne Muhammad i Koranen. Læs jeres helligskrift og stop vanviddet.«

Kampen mod ’radikalisering’

Politikere i alle partifarver mente altså at vide med det samme, at der var tale om et fanatisk angreb på de danske samfundsværdier. Dette var i øvrigt flere timer, inden politiet efterlyste en mand med arabisk udseende. Den enstemmige reaktion fra folketingspolitikerne var desværre ingen overraskelse. Det var jo det samme folketing, der i sidste uge næsten enstemmigt vedtog at afsætte 60,9 millioner kroner til kampen mod »radikalisering«. Et begreb, der kommer til at blive genstand for endnu mere fokus og politisk debat i efterdønningerne på weekendens begivenheder. Det er heller ikke usandsynligt, at begrebet vil blive brugt til at retfærdiggøre yderligere lovstramninger og øget overvågning i fremtiden.

Radikalisering beskrives nogenlunde som processen, hvorved en ellers fredelig ung borger med en ’normal’ vestlig livsstil bliver påvirket af udemokratisk propaganda for til sidst at blive en samfundstrussel og i værste fald begå et egentlig terrorangreb. I regeringens handlingsplan for »forebyggelse af radikalisering og ekstremisme« fra september 2014 defineres radikalisering som »afvisning af grundlæggende demokratiske værdier og normer eller manglende accept af demokratiske beslutningsprocesser«.

Følgelig er enhver, der ikke bekender sig til demokratiet eller de vestlige frihedsværdier – pr. definition – potentiel terrorist. Samme definition var at finde i den tidligere regerings antiradikaliseringsplan fra 2009. Planen har til erklæret formål at forebygge den første del af processen, dvs. at unge mennesker i første omgang bliver tiltrukket af en udemokratisk ideologi.

Kludder i kausaliteten

Selv om denne beskrivelse af radikalisering for nogle måske lyder nøgtern, så er den ikke kun udokumenteret, men den er også stærkt politiseret. Den påståede kausalitet i radikaliseringsprocessen er simpelthen yderst spinkelt underbygget.

I den virkelige verden holder denne forklaringsmodel ikke vand. Netop hos de såkaldte islamister finder man den ’bogstavtro’ tilgang de islamiske skrifter, som så ofte er genstand for dæmonisering og mistænkeliggørelse i den offentlige debat.

Alligevel er det blandt helt andre typer, man finder dem, der har gjort det til deres levevej at terrorisere samfundet og deres medborgere med drab og meningsløs vold. Den ’bogstavelige’ overbevisning om, at Koranens og profeten Muhammeds forbud mod drab på civile er Skaberens åbenbarede lov, vil jo netop afholde den ’radikale’ muslim fra at overtræde selvsamme. Forherligelsen af den kyniske, meningsløse vold stammer ikke fra den islamiske kultur. Tværtimod.

Hvor smertefuld selvransagelsen end måtte være, så er det uomtvisteligt, at voldelige kriminelle i Danmark finder deres inspiration og fascination af bandelivet i den vestlige kulturs nyttemoral, en åndsløs lykkeopfattelse og subgenrer af den vestlige populærkultur.

Hizb ut-Tahrir er et praktisk eksempel på radikaliseringsbegrebets indbyggede selvmodsigelse. Vi anses af politikerne og medierne som en ekstremistisk bevægelse, der radikaliserer unge mennesker. Det er næppe at gå for vidt, hvis man påstår, at vi endda er det primære mål for regeringens antiradikaliseringsplan. Men hvordan forklarer man så, at Rigsadvokatens undersøgelse i 2008 konstaterede, at »Hizb ut-Tahrir er ikkevoldelig og endda kan hindre muslimer i at blive terrorister«?

Pas på skæg og afholdenhed

Den ukritiske tilgang til radikaliseringsbegrebet og beskrivelsen af processen er baseret på subjektive antagelser, der afspejler en ideologisk og politisk dagsorden. Det blev slået fast med den første antiradikaliseringsplan fra 2009, da daværende velfærdsminister Karen Jespersen (V) i forbindelse med planen udtalte:

»Jeg er glad for, at vi meget klart har slået fast, at der er tale om en værdikamp, hvor vi fra politisk hold ikke skal legitimere ekstreme grupper ved at gå i dialog med dem.«

Frygten for terror udnyttes af politikerne til at indlede en kamp mod det islamiske værdisæt under dække af kampen mod radikalisering. Der afholdes kurser for pædagoger, skolelærere, SSP-medarbejdere og andre, hvor det forklares, at tiltagende islamisk adfærd er farlige tegn på en glidebane mod terror. PET advarede bl.a. om, at anlæggelse af skæg, udeblivelse fra drukfester og diskussioner om Palæstina-konflikten alle er tegn på, at en person er i færd med at blive radikaliseret.

Brutale statsterrorister

Demokratiet fremstilles som antitese til voldelig ekstremisme, mens udemokratiske ideer gøres til en naturlig løbebane mod vold og terror. Det er en særdeles uholdbar og ironisk opstilling, hvis vi tillader os at udvide diskussionens snævre rammer en smule:

De blodigste konflikter i nyere tid har hverken været motiveret af religion eller udemokratiske ideologier. Finansiering af blodige borgerkrige i Latinamerika og Afrika, umenneskelige sanktioner og besættelse af mellemøstlige lande samt hensynsløse droneangreb mod landsbyer i Nordpakistan og Yemen – alt sammen anført af demokratiske, liberale nationer. Folkevalgte regeringer vel at mærke. Korea-, Vietnam-, Irak- og Afghanistankrigene blev alle ført for at ’udbrede demokrati og frihed’ til verden.

Eksport af vestlige frihedsværdier har vist sig at være et ekstremt blodigt foretagende. Drab på civile bortforklares af sekulære liberalister som colatteral damage – for målet helliger midlet. Et princip, som har gjort vestlige regeringer til brutale statsterrorister, og et princip, som ingen legitimitet har i førnævnte ’bogstavelige’ forståelse af Koranen.

Rapporter savnes, der belyser den proces, som radikaliserer en ellers fredelig, sekulær vesterlænding til en voldelig sadist, der poserer med nøgne torturfanger på amerikanske militærbaser. Eller en person, der uden kvaler massakrerer civile på Pakistans højsletter ved at trykke på en knap, som var det et computerspil.

Ja, man kan kun håbe, at PET holder øje med de 4-5 millioner sekulære og frihedselskende personer i Danmark. Man ved jo aldrig, hvornår det værste sker, og terroristen udklækkes!