Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Danske politikere holder ny krig mørkelagt for befolkningen

Source:dr.dk
Author:Puk Damsgård, mellemøstkorrespondent, Kuwait City
Date:04/03-2015

Danmark er i krig i Irak. Igen. Denne gang deltager Danmark i, hvad der er blevet en mørklagt krig. Forsvaret oplyser, at der nu er fløjet 219 missioner og kastet 168 bomber. Ellers er pressemeddelelserne særdeles tilbageholdende med oplysninger til offentligheden.

Dræber danske bomber civile? Ville offentligheden få at vide, hvis det skete? Hvor mange IS-krigere har Danmark dræbt? I hvilke konkrete situationer bomber danske fly? Hjælper det? Skaber vi samtidig flere fjender?

Spørgsmålene er både mange og relevante. At gå i krig er en af de største beslutninger, de folkevalgte kan tage - ofte med vidtrækkende konsekvenser, som man ikke nødvendigvis kan forudsige i øjeblikket. Derfor har danskerne også krav på at få så mange oplysninger, så de kan danne sig et billede af konsekvenserne af krigen, debattere den og tage stilling til Danmarks engagement.

Efterlod boblende gryde

Det er som bekendt ikke første gang, Danmark drager i krig. Det Irak, som USA og de allierede efterlod, da de sidste amerikanske styrker trak sig i 2011, var langt fra en sund, demokratisk nation, sådan som USA's præsident Barack Obama ellers bebudede.

Snarere var det en boblende gryderet med farlige sekteriske spændinger og et ulmende sunni-oprør blandt nogle af dem, der i dag har tilsluttet sig Islamisk Stat, som sideløbende voksede sig stærk i Syriens blodige kaos. Blandt andet derfor er Danmark sammen med andre koalitionslande tvunget tilbage i Irak for at bekæmpe en terrororganisation og dens hær, der også opfattes som en trussel mod Europa.

Det er uendelig svært at være krigsførende nation i Irak uden at lade sig påvirke af eller selv komme til at spille ind i landets sekteriske og religiøse magtkampe irakerne imellem.

Lukket for journalister

Som mellemøstkorrespondent har jeg som mange andre journalister forsøgt at undersøge, hvad Danmarks krig betyder.

Det er ikke nemt. Dels har vi historisk ringe adgang til krigsområderne, da vi risikerer at blive kidnappet af Islamisk Stat, så snart vi sætter fod i deres områder. Og dels har jeg indtil nu fået nej til at besøge danskerne på basen i Ayn al-Assad i Iraks Anbar-provins. Jeg har efterspurgt et besøg siden 9. januar.

Det har heller ikke været muligt for DR at tale med nogle af de piloter, der flyver over Irak. Det betyder alt i alt, at journalister befinder sig meget langt fra at kunne rapportere om krigens konsekvenser.

Lagde selv video ud

Forsvaret har afvist ønsket om at tale med piloter af sikkerhedsmæssige hensyn. Man er bange for, at IS-sympatisører for eksempel kan finde frem til piloterne og deres familier hjemme i Danmark.

Der er naturligvis altid forskellige sikkerhedsmæssige hensyn at tage i en krig. Men det undrer alligevel, at jeg i Afghanistan kunne tale med soldater på diverse baser - soldater, der befandt sig på landjorden og gik på patruljer i Talebanområder - mens jeg ikke kan møde piloter, der flyver højt og i nogenlunde sikkerhed over Irak.

Især undrer det, efter Flyvevåbnet selv lagde en video på nettet med et interview med en pilot, der flyver i det danske Hercules transportfly:

Hvem hjælper vi?

Et af de mere strategiske og afgørende spørgsmål, der også melder sig i krigen er: Hvem er det egentlig, vi hjælper frem på landjorden, og hvilke konsekvenser har det på sigt for Irak og bekæmpelsen af IS?

Vi ved, at de irakiske sikkerhedsstyrker i form af regeringshæren er på hælene. På trods af flere års træning af amerikanerne har korruption og manglende loyalitet betydet kaos og frafald i rækkerne.

Samtidig kaldte Iraks øverste religiøse shialeder, ayatollah al Sistani, i juni til hellig krig mod IS. Det betød rekruttering af tusindvis af unge, sekterisk motiverede shiamuslimske mænd. Også regeringen rekrutterer unge shiamuslimer til den såkaldte "Folkehær", der består af uformelle militser, der kæmper under regeringens flag.

Brutale militser

Da jeg besøgte Folkehærens rekrutteringscenter i udkanten af Bagdad i juli 2014, fortalte lederen af premierministerens komite for militserne, Hamid al-Zaidy, at disse militser var intet mindre end en nødvendighed for Iraks overlevelse.

Da jeg i november 2014 drog i felten med en shiamilits, mødte jeg oberstløjtnant Jaseem fra regeringshæren, der fortalte, hvordan hæren, især ved fronten, var afhængig af militser som Kataeb Hizbollah og Asaeb al-Haq - begge store, magtfulde militser, der er støttet af Iran.

Militserne opererer blandt andet i frontlinjer, hvor vi ifølge Forsvarets sparsomme oplysninger ved, at Danmark har bombet. Både i Anbar-provinsen og længere mod nord har shiamilitserne været i front.

Shiamilitsernes rolle i krigen bliver ofte ignoreret og bortforklaret af politikerne, der fastholder, at Danmark støtter, hvad der beskrives som "de irakiske styrker". Men disse styrker består i øjeblikket også af militser, der har et broget og til tider uhyggeligt forbryder-cv.

Ifølge flere menneskerettighedsorganisationer har militserne begået talrige overgreb på civile, primært sunnier. I Bagdads sunnikvarterer er civile blevet likvideret af de hærgende militser.

Frygtet af sunnier

Da jeg besøgte et sunniområde med shiamilitsen var det da også tydeligt, at de lokale sunnimuslimer ikke brød sig om de bevæbnede gæster i deres område. Der var en anspændt stemning, selvom militslederen Aws al-Khafaji forsøgte at kramme landsbyens leder.

Og netop fordi shiamilitserne er frygtet af civile sunnier, vælger mange at støtte Islamisk Stat. Sunnierne frygter - med rette - for deres liv, når shiamilitserne i pick-ups ruller ind i byer og landsbyer - med koalitionens og Danmarks hjælp fra oven.

Spørgsmålet melder sig, hvorvidt koalitionen i sit fokus på at udrydde Islamisk Stat kommer til at sætte en dagsorden for Irak, der på sigt kan føre til det totale kaos og nye forbrydelser.

Mustafa al-Saadi, der er dansk-iraker, sluttede sig til en shiamilits nord for Bagdad i nogle uger. Men han opgav hurtigt og rejste tilbage til Bagdad.

- Jeg kunne ikke stå inde for det, de foretog sig. De arresterede tilfældige mennesker, bare fordi de var sunnimuslimer og truede dem, fortalte Mustafa i sommeren 2014, mens han viste et billede af gruppens iranske kommandør.

Danmark blandt mest lukkede

Nuancer og åbenhed er afgørende for at forstå en sammenhæng og en krig. Både militærforskere og politikere har peget på, at større åbenhed om krigen er nødvendig, således at danskerne kan debattere krigen på et sandfærdigt grundlag.

Men i øjeblikket leverer hverken Forsvaret eller politikerne et grundlag at diskutere på.

Sammenlignet med andre allierede lande i koalitionen fremstår Danmark som et af de mest lukkede, når det gælder videregivelse af informationer. Så lukket, at Dansk Journalistforbund og de private mediers brancheorganisation Danske Medier overvejer at klage over Forsvarets mørklægning af krigsindsatsen mod IS.

- Forsvaret udfører en opgave, som de er pålagt af folkevalgte politikere - og så er det et demokratisk vilkår, at medierne skal kunne dække den indsats. Det ville klæde Forsvaret, at overveje mediernes adgang en gang til, sagde næstformand i Dansk Journalistforbund, Lars Werge, til Information i den anledning.