Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Miljøhensyn er i modstrid med kapitalismen

Source:khilafah.dk
Author:Ayyub Bengtsson
Date:03/07-2009

I forbindelse med afholdelsen af Copenhagen Climate Council's erhvervsklimatopmøde, World Business Summit advarede klimaskeptikeren Bjørn Lomborg den 23. maj om en såkaldt ”uhellig alliance” mellem en kreds af erhvervsledere, politikere og forskere, som i egen interesse har sat sig for at fremme drastiske politiske beslutninger imod klimaforandringerne. Dette var samme uge hvor det svenske energiselskab (ét af Europas største) Vattenfall blev kåret som vinder af prisen 'Årets klimasvindler' ved Climate Greenwash Awards 2009:

”Det svenske energiselskab Vattenfall er mester i spin om klimaforandringer. Selskabet profilerer sig som ivrig forkæmper for klimaet, og lobbyer samtidig aktivt for at udviklingen skal fortsætte uændret med brug af kul, atomkraft og pseudo-løsninger som agrobrændstoffer (biobrændstoffer) og opsamling og lagring af CO2 (CCS).”

På trods af at Lomborg ikke er en objektiv debattør (han er politisk og økonomisk støttet af parter hvis interesser er truet af disse ”drastiske” politiske beslutninger, dvs. oliebranchens sværvægtere) i klimadebatten, så har han dog en pointe. I mange år har diverse virksomheder fra energisektoren globalt og regionalt forsøgt at kvæle debatten og evt. initiativer til reduktion af CO2 udledningen. Dette er fordi at CO2 bl.a. er et biprodukt fra energiforsyningen (dvs. omdannelsen af fossile brændsler såsom gas, olie og kul til energi i form af varme og elektricitet), og så længe der er profit på denne omdannelse, så vil CO2 udledningen fortsætte. Disse virksomheder har selvsagt ikke været interesseret i CO2-regler og afgifter, ej heller konkurrence fra vedvarende energi, men i løbet af de sidste par år er virksomhederne i energisektoren blevet ”splittet” vedrørende klimaspørgsmålet.

Da kul findes i rigelige mængder på de fleste kontinenter, er kul generelt et billigere produkt end olie. Men i en verden, hvor kul er underlagt ”strikse” CO2-regler, har olien oplevet en markant fremgang i energisektoren de sidste par år. Dette har bl.a. medvirket til at efterspørgslen på olie er steget, og de store olieselskaber har været de store vindere. Prisen på olien er dog også steget markant de sidste par år, og det skyldes bl.a. at leverancen fra lande som Irak og Venezuela er blevet direkte problematisk og begrænset, samt at flere kapitalhavere er begyndt at spekulere i værdien af olie i stor stil ved at opkøbe store mængder for således at presse værdien op og dernæst sælge ud af deres lager. Alt i alt er det blevet dyrere/sværere at drive virksomhed inden for energisektoren, og dette gælder især de store europæiske el- og varmeselskaber.

De europæiske energiselskaber har derfor presset på for at få politiske løsninger, der primært varetager deres egne interesser i stedet for miljøet, dvs. minimerer afhængigheden af olie og samtidig forlænger ”levetiden” på den konventionelle produktion baseret på kul. Dette gøres ved at få lempet de ”strikse” CO2 regler og gøre dem gældende globalt. De har også bl.a. presset de europæiske beslutningstagere til at investere i CO2-lagring i undergrunden, hvilket i bedste fald først er realistisk i år 2020, og desuden en kortsigtet løsning, i stedet for at investere reelt i vedvarende energi. Dermed gøres produktionen baseret på kul såkaldt ”CO2-neutral”, og disse kraftværker kan fortsætte produktionen et par årtier endnu. Problemet er dog, at konventionelle kraftværker er med til at kvæle ethvert initiativ til etablering af mere vedvarende energi (f.eks. vindenergi), da den fortsatte billige produktion fra gamle og fremtidige værker vil kunne fylde stort set hele det fremtidige behov fra befolkningen. I stedet for at udelukke muligheden for at bygge nye konventionelle kraftværker, og dermed tvinge vedvarende energi (som pga. manglende investering i øjeblikket er dyrere) ind i energisystemet, så vil denne ”løsning” give mulighed for større og flere konventionelle kraftværker. Faren ved dette opstår selvfølgelig, når det ikke længere kan betale sig økonomisk at lagre CO2 i undergrunden, for så vil problemet være mangedoblet i forhold til i dag. Således bliver alle reelle initiativer tilsidesat eller udskudt i et par årtier, hvor det begynder at blive for sent at bremse klimaforandringerne.

På trods af at der er masser af smuthuller i CO2 reglerne, såsom handel med CO2 kvoter over landegrænserne, ønsker energiselskaberne at øge deres overskud ved at sikre et globalt marked og en global pris for CO2-udledninger, samt uddeling af gratis kvoter til kulfyrede kraftværker. Det var af samme grund, at Mærsk for nylig anbefalede en global afgift på skibsbrændstof. Det blev i medierne fremstillet som et eksempel på en ansvarlig firmapolitik og et stort firma, der arbejder for planetens ve og vel. I virkeligheden nærede rederiet håb om at imødegå skrappere EU-love, som kun ville skade europæiske redere. Med sit globale grønne forslag kan A. P. Møller-Mærsk undgå billigere konkurrenter, skabe sig et grønt renommé og sende regningen videre til forbrugerne. På den anden side står virksomheder som vindmølleproducenten Vestas, der naturligt ønsker massiv investering i vindenergi, da dette vil få direkte resultat på bundlinjen. Vestas støtter bl.a. massivt CNN's serie "Climate in Peril" (" Klima i fare"), som taler for og øger tilslutningen til en politik, der vil kunne øge Vestas' indtjening betragteligt.

Alle disse virksomheder, både vindmølleproducenter og andre der vil kunne tjene på vedvarende energi, de store energiselskaber, samt oliebranchen ønsker hver især at præge klimadebatten til gavn for deres egne interesser. Derfor investerer de voldsomt i lobbyarbejde og proklamerer sig selv som værende reelt bekymrede for klodens tilstand. Dette medfører, at det er umuligt for lægmænd at afgøre, hvorvidt evt. klimaforandringer får en katastrofal betydning for jordens befolkninger, da såkaldte eksperter er til salg, og medieopmærksomheden bliver tildelt disse eksperter med store økonomiske og politiske støttere.

”Denne alliance fremkalder minder om forbindelsen mellem våbenproducenter, forskere og USA's militær under Den Kolde Krig.” – Bjørn Lomborg

Bjørn Lomborg sammenligner den nuværende klimadebat med det såkaldte ”militær—industrielle kompleks” som Dwight D. Eisenhower i 1961 advarede imod. Her advarede Eisenhower mod en indre skadelig magt, som direkte ville kunne påvirke indenrigs- og udenrigspolitikken for at opnå en fortjeneste gennem krig og investering i militært isenkram.

Energisektoren har en kolossal indflydelse på den politiske debat omkring (især) klimaforandringer og generelt de markedsøkonomiske tiltag, der omgiver sektoren. Dette skyldes, at energisektoren udgøres af milliardforetagender og virksomheder, som ofte har monopol eller monopollignende status på deres markeder, og i kraft af dette har en næsten utømmelig kilde til finansiering af lobbyarbejde og valgkampagner. Derudover leverer de et produkt, som intet samfund kan leve uden. Alle, fra de almindelige husholdninger til de store virksomheder og statsforvaltninger, har brug for energi for at fungere. Samfundene ville ganske enkelt gå i stå (og senere bryde sammen), hvis tilførslen af energi blev sat ud af kraft.selv kortvarigt, som det skete i 2000/2001 under den californiske energikrise. Dér misbrugte de store energiselskabers (f.eks. Enron) deres position til at presse priserne i vejret ved at lade forsyningen stå stille kortvarigt. Dette medførte selvfølgelig bitterhed hos de almene borgere, men det medførte katastrofale konsekvenser for Californiens industrier, og Californien måtte gå i knæ for energiselskaberne. Der er derfor en vis sammenhæng mellem en stabil energiforsyning og samfundets velstand og udvikling, hvilket også driver de kapitalistiske stormagter til konstant at sikre og udvide kilden til energi dvs. fossile brændsler, om det så skal føre til krig eller massakre på andre nationer.

På trods af, at Lomborg (samt andre kritikere) har en pointe med sin sammenligning, så glemmer han, at disse skrupelløse virksomheder blot agerer i overensstemmelse med det kapitalisitiske adfærdsmønster, i kraft af at de er kapitalistiske virksomheder, om end de er i energi- eller militærsektoren.

Kapitalismen tager udgangspunkt i individets frihed, herunder økonomisk frihed, og fastlægger en individualistisk og egennytteorienteret handlingsmålestok. Det såkaldte frie marked og fri handel udspringer netop fra den økonomiske frihed. Kapitalistiske økonomer mener, at alene denne frihed og markedsmekanismerne vil medføre udvikling og velstand i samfundet og nationen. Disse mekanismer vil angiveligt sørge for fordelingen af goder, ressourcer og velstand i samfundet, og da udgangspunktet er individets frihed, skal individets mulighed for at tilegne, besidde og udnytte en hvilken som helst ressource i teorien ikke begrænses. En af ophavsmændene bag den kapitalistiske økonomi, Adam Smith, talte om, at priserne under fri konkurrence vil give optimal udnyttelse af ressourcerne, fordi individerne, i kampen for at varetage deres egne interesser, vil handle og dermed sikre produktion og fordeling indirekte. Ved at lade markedet passe sig selv (”laissez-faire”), sikres optimal produktion og alles interesser på den bedst mulige måde.

En virksomheds formål og eksistensberettigelse er at tjene penge til ejerne, intet andet. Selv hvis et par medarbejdere er oprigtigt bekymrede for samfundsudviklingen eller klimaet, vil de ikke have nogen reel indflydelse på hverken virksomhedens eller samfundets gang. Heller ikke moral eller bekymring for mijøet hos virksomhedens ledelse (f.eks. direktøren eller bestyrelsen) har en reel indflydelse, da alle disse er ansat til at varetage ejernes interesser (kapital), og vil derfor hurtigt blive skiftet ud, hvis deres bekymring får indflydelse på ejernes fortjeneste. Selv under den meget usandsynlige antagelse at ejerne er mere bekymret for miljøet og klimaet (hvilket kræver at næsten alle aktionærer er enige), og dermed lod dette få samme eller større prioritet end fortjenesten, så vil dette uundgåeligt medføre, at virksomheden bliver mindre konkurrencedygtig på markedet. Når virksomheden bliver mindre konkurrencedygtig på markedet, vil det medføre, at en konkurrerende virksomhed har mulighed for at udkonkurrere og overtage dens andel på markedet, hvorefter den vil skrumpe ind og evt. uddø. Om end virksomheden dør eller overlever, vil den være så svækket, at den alligevel ikke længere vil kunne have nogen indflydelse på samfundets eller miljøets tilstand og udvikling.

Antagelsen (i kapitalismen) om at forøgelsen af produktionen vil medføre velstand for nationen igennem det fire marked, og individets ret til frit at tilegne sig og besidde alle goder, er fejlagtig, da dette økonomiske system kun er til gavn for dem der allerede besidder rigdom, hvilket er tydeligt, når man ser på nationernes og verdens økonomiske tilstand i dag. Det skyldes bl.a. at udnyttelsen af ressourcerne kræver kapital til at starte med (køb af råvare, materiel, transport, medarbejdere osv.), og dermed er de få, som allerede besidder eller har adgang til kapital, bedre stillet og mere konkurrencedygtige, end dem som ikke har.

Islam anskuer ikke mennesket som et egoistisk væsen men betragter derimod mennesket i sin egenskab af et menneske, som er skabt af Allah (Glorværdig og Ophøjet er Han). Derfor overlades organiseringen af menneskets behovstilfredsstillelse ikke til mennesket selv, men afgøres derimod alene af Allah (Glorværdig og Ophøjet er Han). Behovene bliver dermed ikke fristillet ej heller undertrykt, men i stedet organiseret i forhold til den natur som Allah (Glorværdig og Ophøjet er Han) har skabt i mennesket. Derudover definerer islam ikke lykke som optimal materiel gavn eller kropslig nydelse, men derimod er lykke ifølge Islam opnåelsen af Allahs (Glorværdig og Ophøjet er Han) tilfredshed og velsignelse gennem handlingernes overensstemmelse med Hans åbenbarede lov.

Det islamiske økonomiske system har derfor heller ikke overladt fordelingen af ressourcerne til markedsmekanismer og har ej heller antaget, at velstand alene opnås gennem optimal produktion. Den retfærdige fordeling af ressourcerne samt harmoni og velstand for nationen og individerne realiseres derimod gennem implementeringen af hele Islams system, herunder det økonomiske system.

I Islam opdeles ejendom i tre former: den statslige, den offentlige og den private. Den private ejendom, dens udnyttelse og tilegnelse, er alt det som er tilladt i Islam og som ikke falder under offentlig eller statslig ejendom.

Den statslige ejendom er bl.a. den ejendom, der er nødvendig for den islamiske stats virke og gang, såsom civile (f.eks. administrative) og militære institutioner og bygninger. Disse inkluderer bl.a. kontorbygninger, skoler, universiteter, hospitaler og fabriker til tungindustri og våben. Derudover indeholder den statslige ejendom eksempelvis statens andel af krigsbyttet såsom den overvundne stats ejendom eller ubeboet (evakueret) land. En del af statsejendommen kan udnyttes, sælges og udlejes for at opnå indtjening til statskassen alt efter om det er i muslimernes interesse. Skoler, universiteter, hospitaler og andre ydelser nødvendige for statens varetagelse af folkets interesser og anliggender er dog udelukket fra dette, da de absolut ikke må danne overskud.

Offentlig ejendom er bl.a. alt det, der splitter folk (fællesskabet) som f.eks. vandressourcer, græsgange, energikilder osv. eller det, som fællesskabets behov er bundet til. Abu Dawud har berettet via Ibn Abbas, at Allahs Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være over ham) sagde: ”Muslimerne er fælles om tre (ting): Vand, græsgange og ild.”

Offentlig ejendom omfatter også alle ressourcer i store mængder såsom alle energiressourcer (brændsel) og miner (salt, jern osv.), samt værker og fabriker, der anvendes i omdannelsen af disse råstoffer til brugbare produkter. Fabrikker og værker er som udgangspunkt privat ejendom, men er imidlertid underlagt samme lov, som gælder for det produkt, fabrikken producerer. Hvis produktet falder under privat ejendom, bliver fabrikken betragtet som privat ejendom, men falder produktet under offentlig ejendom, bliver fabrikken anset som offentlig ejendom, som f.eks. fabrikker til udvinding og bearbejdning af jern og olie. Derudover er offentlig ejendom også det som i sin natur ikke kan ejes af private (uanset hvad kapitalisterne måtte mene) såsom moskeer, og alt der har med transport af fællesskabet såsom veje, søer, floder, togbaner, kloaksystemer, elektriske forbindelser osv.

Offentlig ejendom kan dog, i sagens natur, ikke forvaltes af fællesskabet og forvaltes derimod af Staten som er fællesskabets praktiske politiske ledelse og varetager. I forbindelse med energisektoren har Islam gjort fossile energikilder (i store mængder), samt miner, boreplatforme og raffinaderier til udvinding og bearbejdelsen af disse til offentlig ejendom. Endvidere er energi i form af f.eks. elektricitet en livsnødvendig ressource for et moderne samfund og dets industrier, kommunikation og infrastruktur, militærinstitutioner, husholdninger osv. Derfor er værker, transmissions- og distributionsnet der forsyner fællesskabet med denne energi også offentlig ejendom, som forvaltes af staten til fællesskabets interesse. Hvad angår små generatorer, vindmøller, sol-paneler eller andre små private anlæg osv., så kan disse godt ejes af private, for således at forsyne ejeren med elektricitet.

I forhold til klimadebatten er de islamiske lande ikke den store synder med hensyn til udledning af CO2, da disse lande bl.a. er industrielt underudviklet, og dermed er det nuværende forbrug af fossile brændstoffer minimalt. Den store synder er derimod vesten, som har et enormt energibehov og forbrug. I de islamiske lande er problemet med forurening et helt andet og mere direkte, da de fleste (hvis ikke alle) kraftværker ikke er udstyret med afsvovlingsanlæg. Dette er naturligt da sådan et anlæg koster en del ressourcer, og eftersom de fleste (hvis ikke alle) kraftværker er ejet og drevet af udenlandske kapitalistiske investorer, er der ingen ansvarsfølelse for lokalbefolkningen. Derfor udledes der svovldioxid SO2 ud i luften som medfører en hurtig og ”lokal” forurening som bl.a. indebærer syreregn.

Når Khilafah inshaAllah (om Allah vil) snart genopstår, vil det være nødvendigt med en hurtig og markant industrialisering, og dette vil medføre, at energibehovet stiger eksplosivt. Dette vil kræve, at Khilafah iværksætter initiativer for at sikre, at varetagelsen af Allahs jord og alt, hvad der befinder sig herpå af ressourcer, udføres i overensstemmelse med det ansvar en sådan varetagelse kræver. Allah (Glorværdig og Ophøjet er Han) siger:

“Han er den, der gjorde jorden fremkommelig (tjenlig) for jer, gå derfor omkring i dens dale og spis af Hans underhold. Og til Ham skal jeres opstandelse være.” (Al-Mulk 67:15)

Islam tillader og opfordrer således til udnyttelsen af jord, vand, dyr og andre ressourcer, som Allah (Glorværdig og Ophøjet er Han) har skabt, men dette må ikke ske hensynsløst, da Skaberen samtidig har forbudt ødselhed, overdrivelse og ødelæggelse:

“Oh Adams børn! Se til jeres prydelse på ethvert tidspunkt eller sted for tilbedelse. Og spis og drik, men overdriv (spild) ikke, for Han elsker ikke de umådeholdne.” (Al-A’raf 7:31)

Adskillige af de islamiske tekster peger på, at hensynsløshed eller direkte unødvendig skade på miljøet og dyr er kritisabelt. Hvad angår ovenstående Qur’an-vers, så omhandler det (udover tilegnelsen og anvendelsen af det forbudte) ødsel, dvs. unødvendigt overforbrug af de ressourcer som Allah (Glorværdig og Ophøjet er Han) har velsignet menneskeheden med. Hvordan er det så med ødelæggelse (forurening) af f.eks. vand- og jord? Hvad angår dyr, så blev det berettet igennem Abdullah ibn Umar, at Allah’s Sendebud (må Allahs fred og velsignelser være over ham) sagde: “En kvinde blev sendt i helvedet pga. en kat som hun havde holdt indespærret indtil den døde af sult.” Andre beretninger omhandler og kritiserer drab (uden gyldig grund) på småfugle samt belønningen til den rejsende, der hentede vand til en tørstig hund.

Blandt de nødvendige initiativer for den kommende Khilafah kan nævnes, at det for det første er nødvendigt at gøre noget ved de eksisterende kraftværker, såsom at etablere afsvovlingsanlæg, så den direkte forurening kan mindskes. For det andet er det nødvendigt at undersøge klimaforandringerne og konsekvenserne af CO2 udledning objektivt og oprigtigt, for derefter at konkludere og frembringe en korrekt løsning på disse. Derudover vil Khilafah forske i og udvikle miljøvenlig og vedvarende energi uden hensyn til kapitalstærke virksomheders interesser, men for menneskets og dets omgivelsers bedste, da vitale sektorer, som energisektoren, under ingen omstændigheder må overlades til privat ejerskab eller skruppeløse kapitalistiske monopoler.

Som nævnt er det ikke den islamiske verden, der er den store synder i klimaspørgsmålet, og det vil derfor på kort sigt være minimalt, hvad Khilafah vil kunne udrette for at påvirke eller bremse globale klimaforandringerne på basis af sin indenrigspolitik. Derfor vil Khilafah med sit økonomiske system udgøre et eksempel og en rollemodel for verden inden for materiel udvikling og reel velfærd med retfærdig fordeling af samfundets goder og samtidig beskyttelse og bevarelse af miljøet. – en model, hvis indflydelse vil vokse og udbredes med den islamiske verdensorden.