Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Israel: Alt, hvad I gør, er retfærdiggjort

Source:The Independent og Information
Author:Donald Macintyre, oversat af Mads Frese
Date:17/07-2009

Syv beretninger fra israelske soldater tegner et voldsomt billede af offensiven i Gaza.

De følgende beretninger indgår i vidneudsagn fra omkring 30 soldater, som en forening for soldaterveteraner, Bryd Tavsheden, har indsamlet for at »stille almindelige situationer fra hverdagslivet i de besatte områder til skue for den israelske offentlighed«.

Foreningen har tidligere samlet vidneudsagn fra hundredvis af ekssoldater, men det er første gang, at man har gjort det samme med værnepligtige soldater kort efter de begivenheder, de beskriver. Baseret på soldaternes beretninger skriver foreningen følgende:

Hellere en uskyldig ...

Der blev opstillet løse regler for krigsindsatsen for at beskytte de israelske tropper. En soldat berettede, at lederen for hans bataljon og andre befalingsmænd gjorde det klart, at »enhver bevægelse skal ledsages af brug af skydevåben«. Han tilføjede:

»Jeg kan ikke huske, om det var lederen for min bataljon eller anden, der sagde det. Der må slet ikke være nogen. Hvis du ser nogen tegn på bevægelser overhovedet, så skyder du. Skyd, hvis du vil. Skyd, hvis du er bange eller ser nogen. Skyd«.

En anden soldat sagde, at lederen for hans bataljon havde sagt, at operationen ikke var »en mindre konflikt ligesom i Hebron, og at vi ikke måtte tøve, hvis vi nærede mistanke til nogen, eller få det dårligt over ødelæggelserne, fordi det blev gjort for at beskytte vores egne soldater (?) hvis vi ser noget suspekt og skyder, er det bedre at ramme en uskyldig end at tøve med at skyde efter en fjende«.

En anden sagde, at soldaterne gik ind i Gaza med bevidstheden om, at de altid skulle have fingeren på aftrækkeren: »Hvis du ser noget, men ikke er helt sikker, så skyder du.«

Konstant ødelæggelse

Huse blev systematisk ødelagt. Trods officielle forklaringer om, at husene kun blev ødelagt af »operationelle årsager«, sagde en reservist, en veteran fra konflikten i Gaza fra før 2005: »Jeg har aldrig oplevet så massivt et bombardement fra kampvogne og helikoptere med henblik på 'konstant ødelæggelse' af huse«.

Soldaten fortalte, at nogle huse blev ødelagt af normale, operationelle årsager - hvis de f.eks. indeholdt en fælde, indgangen til en tunnel, eller hvis fjenden var gået i dækning i huset.

Men han fortalte også, at andre blev ødelagt med henblik på »den følgende dag« - for at »gøre et meget stort område sterilt« og dermed sikre »større synsvidde og bedre kontrol«, når operationen var overstået. Det betød, at huse, »som på ingen måde var indblandet i konflikten, blev ødelagt, blot fordi de lå på en bakke i Gaza-striben«.

Huset som toilet

De huse, som hæren besatte, blev udsat for hærværk. Et vidne sagde: »En af soldaterne åbnede et barns taske, tog notehæfterne ud og rev dem i stykker. En anden smadrede skabene af ren kedsomhed. Da vi skulle gå, skændtes nogle af fyrene med delingslederen om, hvorfor han ikke ville give dem lov til at smadre billederne i huset«.

En reservist sagde, at der var »stor forskel mellem den måde, hvorpå henholdsvis vi og stamtropperne behandlede husenes indhold. Stamtropperne bekymrede sig ikke om de mest grundlæggende sanitære hensyn, basal hygiejne som f.eks. at gå på toilettet. De havde skidt over det hele og lod bare lortet ligge«.

Aftenens forret

En mand på mellem 50 og 60 år, som var ubevæbnet, men bar en fakkel, blev dræbt, da enhedens anfører beordrede sine soldater til ikke at affyre varselsskud, men at vente med at skyde, til manden befandt sig på en afstand af blot 50 meter. Soldaten fortalte, at officeren efter episoden havde meddelt over radioen:

»Det var så aftenens forret«.

Soldaten sagde, at befalingsmanden var blevet kritiseret for ikke at have beordret varselsskud, da manden var længere væk: »Han var uenig og fuldstændig ligeglad, og i sidste ende mente gutterne, at det ikke ville nytte noget at bringe det op for hærens ledelse«. En anden soldat fortalte, at lederen for hans enhed havde skudt en gammel mand, der gemte sig sammen med sin familie under trappen i et hus. Soldaten sagde, at manden var blevet dræbt ved et uheld, men soldaterne skød tilfældigt omkring sig, mens de trængte ind i huset.

Menneskelige skjold

Soldaterne fik palæstinensere til at gå først ind i husene som menneskelige skjold, også selv om man vidste, at der var bevæbnede Hamas-støtter derinde. En af beretningerne bekræfter den historie om et af disse menneskelige skjold, som blev afsløret i The Independent: Historien om Majdi Abed Rabbo fra Jabalya i det nordlige Gaza, som blev beordret til at gå ind i et hus tre gange for at rapportere om, hvilken tilstand tre bevæbnede Hamas-soldater, som sad inde i huset, befandt sig i.

Ingen medlidenhed

Hærens rabbinere forberedte tropperne på kamp. En soldat fortalte, at en af hærens rabbinere havde »forsøgt at inspirere soldater til »mod, grusomhed og aggressivitet« med udtryk som »ingen medlidenhed«, »Gud beskytter jer« og »alt, hvad I gør, er retfærdiggjort«.

»Der blev også talt om specifikke scenarier, men af konteksten stod det ret klart, at han ville fortælle os, hvor aggressive og målbevidste vi var nødt til at være, og at vi skulle vinde, fordi det var en hellig krig«. I hærens synagoger blev der omdelt pjecer med udsagn om, at »palæstinenserne er som filistrene i gamle dage, fremmede i et land, som igen skal tilhøre os«.

Skyder på bebyggelse

Mortérer, som sjældent om nogensinde før er blevet brugt i Gaza, blev anvendt i udstrakt grad. Heriblandt 12 millimeter motérer af den slags, der dræbte omkring 40 civile i FN-skolen i el-Fakhoura, der blev brugt som tilflugtssted, og i et hus i nærheden. En soldat forklarede, at mens man »med håndvåben har en chance på 80 pct. for at ramme målet med det første skud, er sandsynligheden meget mindre med mortérer«. En anden sagde:

»Endelig forstod jeg. Vi skød mod mulige affyringsramper mellem husene, men man kunne nemt komme til at ramme skoler, hospitaler og den slags. Det går op for mig, at jeg skyder mod et tæt bebygget område. Jeg ved ikke, om det stadig var beboet, for hæren havde gjort sig store anstrengelser for at få folk til at forlade deres hjem«.

Fakta

Om militære briefinger før invasionen:

»Vi snakkede om de praktiske ting ... men mit indtryk var, at den grundlæggende tilgang til krigen var meget brutal. Han sagde noget i retning af: ’Lad ikke moralen tage over. Den kommer senere.’ Han brugte sådan en underlig formulering: ’Tænk ikke på mareridtene og frygten, som kommer senere. Skyd nu bare’ ... Pointen var, at der ikke skulle tages nogen chancer. Hvis du ser en bygning, så tager du bygningen ud. Spørgsmål som - ’hvem bor i bygningen’ - skal du ikke stille.

Om krigens regler:

»Den overordnede sagde, at det her var krig, og i krig er der ingen, der bekymrer sig om civile. Du skyder alle, du ser. Jeg husker ikke, hvad han sagde ordret, men pointen var meget klar.«

Om rabbinernes rolle i konflikten:

»Rabbineren sagde, at vi faktisk udkæmpede krigen mellem ’lysets sønner’ og ’mørkets sønner.’ Det var egentlig en slags frelserretorik, der fremstiller den anden side som ’mørkets sønner,’ mens vi bliver lysets. Der var ikke den skelnen, som vi havde forventet, mellem civile og andre. Det er bare et menneske, der slås mod et andet og så med en masse religiøse referencer ... Men det var netop pointen: Det her var også religiøs propaganda.«

Om retfærdiggørelsen:

»Alt det, vi gjorde, retfærdiggjorde vi over for os selv ved at sige: Der er ikke andet at gøre, end at tage ansvar og gøre vores pligt. Du tænker dig selv i sådan en forudbestemt situation. Altså i et øjeblik, jeg ikke selv har valgt, og hvor jeg derfor ikke længere kan tage ansvar for mine egne handlinger. Men selvom valget er det rigtige, må du indrømme, at du tog det. Du må indrømme, at du valgte at gå ind i Gaza. Så snart du gjorde det, bragte du dig selv ud i en moralsk gråzone, hvor du bliver tvunget til at stå ansigt tril ansigt med dilemmaerne. Det går ikke altid godt, men så snart du siger, at ’der ikke er nogen anden udvej,’ eller at ’du bare gør din pligt’, så behøver du ikke tænke så meget over det.«