Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

NATO har skabt sit eget monster i Afghanistan

Source:Arbejderen
Date:24/04-2010

FN og NATO beretter, at Taleban har ansvaret for de fleste civile ofre i Afghanistan. Dansk journalist med afghanske rødder drager en helt anden konklusion efter besøg på et hospital.

I oktober sidste år ankom den danske journalist, Nagieb Khaja, til centralhospitalet i Kandahar i det sydlige Afghanistan.

Den 30-årige danskfødte afghaner var uger før rejst fra Danmark, hvor han bor i Københavns Nordvestkvarter.

Han havde sat sig en særlig opgave.

Han ville dokumentere nogle af de civile tabstal i NATO`s krig. På én enkelt dag. På ét tilfældigt hospital i Afghanistan.

Han besad i forvejen en underlig mistro til de officielle FN-tal fra sidste år, der fortalte, at Taleban-oprørerne påførte civilbefolkningen større tab, end NATO-soldaterne gjorde.

FN-tallene viste, at NATO påførte de civile tab i 20 procent af tilfældene. Mens Taleban stod for hele 60-70 procent af volden mod de civile.

Nagieb Khaja blev først nægtet adgang af personalet på hospitalet i Kandahar. Men så trak en medarbejder fra akutafdelingen ham diskret til side og fortalte, at alle ansatte på stedet havde fået ordre fra lokale ledere om, ikke at tale med udenlandske journalister overhovedet.

Den ansatte opfordrede den danske journalist med videokameraet til at 'tage bagdøren' ind til patienterne.

Det gjorde Nagieb Khaja, der i 2004 var færdiguddannet journalist fra, Syddansk Universitetscenter i Odense.

Journalistens stikprøveundersøgelse viste, at 10 ud af 12 patienter var ofre for NATO`s soldater.

- Der kom løbende civile ofre ind i den tid, jeg var der, beretter Nagieb Khaja i en samtale med Arbejderen.

De fleste var kvinder og børn. De var ramt af granatsplinter fra flymissiler, eller ramt af kugler, som NATO-soldater havde affyret.

- Flere fortalte, at skaderne var sket under de såkaldte rutinetjek ved vejspærringer, beretter journalisten.

- Jeg har deres udsagn på video, tilføjer han.



Slører tabstal

Vi møder Nagieb Khaja på en stille café langs den travle Nørrebrogade - overfor Assistens Kirkegård - i København.

Solen bager fra en skyfri himmel, og arabiske grønthandlere pudser æblerne i kasserne langt ude på fortorvet. Bilerne suser forbi og larmen bryder illusionen om en traditionel arabisk basar. Nagieb Khajas knastørre konklusion river os straks tilbage til Afghanistan, der har været besat siden 2001.

- På mig virker det som om, nogen prøver at sløre tallene for civile ofre nede i Afghanistan, siger han og rører rundt i kaffen på cafebordet.

Han mener, at for store tabstal kunne få den danske og udenlandske støtte til krigen til at vakle.

- Jeg kan ikke bevise det, men jeg tror tabstallene er ganske anderledes. Tænk på, at 80-90 procent af befolkningen bor i afsidesliggende landsbyer, hvor der ikke er hospitaler i nærheden.

Nagieb Khaja, der gerne vil lave en film om sine oplevelser og sælge den til eksempelvis DR2, misser mod solen.

Han mener, at NATO har mere end svært ved at skelne mellem Taleban og de civile. De ved ikke, hvornår de rammer Taleban.

- Oprørerne er for en stor del lokale stammer, som ikke er fundamentalistiske eller ideologiske. Om de er taleban-oprørere, beror ofte på NATO`s egne vurderinger. De kan aldrig være sikre.

Nagieb Khaja læner sig tilbage i cafestolen.

- De civile ofre for angreb dør enten en langsom eller hurtig død. Deres skader bliver ikke registreret, ofte fordi afghansk og islamisk tradition foreskriver begravelse inden 24 timer. Overlever de, bliver skaderne i hvert tilfælde aldrig registeret, siger journalisten.



Skævt

- Medierne blæser en sjælden gang enkeltsager om civile tab op. Seerne, lytterne og læserne tror derfor, at den slags tab kun foregår af og til ved en fejl. Så tror de, at sådan noget ikke foregår løbende. Det gør det, efter hvad jeg har erfaret fra vidner, siger Nagieb Khaja.

Han oplever, at langt de fleste sager om angreb, der rammer civile, bliver tilbagevist og afvist af NATO.

- Hvis de endelig bliver godkendt, starter et helvedes bureaukrati, hvor de efterladte skal udfylde skemaer og underskrive kvitteringer for smadrede huse og omkomne familiemedlemmer. I sidste ende får mange af dem slet ingen erstatning, men bliver holdt hen, siger journalisten.

Han er bekendt med, at NATO betaler erstatning til efterladte. Og at amerikanske soldater betaler omkring 2000 dollars for et dræbt barn til forældrene.

- Jeg hørte overalt i det sydlige Afghanistan, hvor kampene er hårdest, at NATO er meget nærig med at udbetale erstatning. De lokale undrer sig over, at mortergranater for millioner af dollars bliver fyret af, mens kampen om 'hearts and minds' bliver prioriteret så lidt.

Med 'hearts and minds' refererer han til besættelsesmagternes megen tale om at vinde befolkningens støtte.

Nagieb Khaja har hørt talrige afghanere sige, at pengebeløb ikke står i noget rimeligt forhold til de skader, NATO, forårsager.

- Jeg talte med en stammeleder i Gereskh, hvor den danske styrke er. Han udtalte, at erstatningen her er meget lavere. 'Er menneskeliv virkelig så lidt værd', var hans kommentar.

Hans oplevelse er, at de civile i høj grad er bange for de udenlandske soldater.

- De bander og spytter på gaden, når soldaterne ikke ser det. Mange tør ikke udtrykke modstanden, for hvis de møder danske soldater, kan tolken eller de afghanske soldater ved siden af sladre og bringe dem i fare, mener Nagieb Khaja .



Journalisterne

Nagieb Khaja mener, at både fremmede journalister og redaktører har et stort ansvar for at dække konflikten redeligt.

- Mediebilledet er i hvert fald helt forvrænget i dag. Det er slet ikke i overensstemmelse med realiteten. Jeg ved som journalist, at det er svært at dække konflikter. Det har jeg mærket på egen krop, siger han.

For to år siden blev han kidnappet, og hans danske arbejdsgiver blev afkrævet løsepenge.

Han slap kun fri, fordi han fik overtalt en af vogterne til at lade ham løbe - mod betaling.

- Jeg savner alligevel, at for eksempel dansk presse forsvarer sig mod spinn, som det danske forsvar i Hærens Operative Kommando (HOK) laver, siger journalisten.

HOK inviterer journalister på rejser i Afghanistan - de såkaldt 'embeddede' ture, hvor journalisten kører med i konvojer under beskyttelse. Her ser de så på for eksempel skoler og landsbyer.

- Journalisterne får ikke hele sandheden. De burde sige nej til mange af invitationerne fra HOK og derved sige nej til at viderebringe fatamorgana og teaterforestillinger. Så er det bedre ikke at rapportere overhovedet, når man bliver misbrugt, mener journalisten, der selv aldrig tager på ture med danske eller udenlandske soldater.



Hvem er hvem?

Nagieb Khaja tror som nævnt, at både de danske soldater og deres NATO-kolleger har store problemer med at skelne mellem oprørere og civile.

Han prøver at forklare problemet med en selvoplevet episode.

For tre år siden besøgte han en landsby i Kunar i den østlige del af landet. Han havde aftalt at interviewe lokale indbyggere. Undervejs beslutter han sig også for at tale med talebanoprørere, der holdt til i bjergene.

Men tilsyneladende gik noget galt i koordineringen, for talebanoprørerne troede, at han var udenlandsk spion og ville tilbageholde ham.

Men straks hev de lokale landsbyboere deres Kalashnikov-rifler frem og stillede sig op foran oprørerne og krævede, at de lod danskeren være. Han var deres 'gæst'.

- Eksemplet illustrerer for mig, at alle dernede har våben. Det er en del af kulturen og traditionen. Derfor har NATO svært ved at definere, hvem der er oprørere og civile - dét forklarer de høje civile tabstal, mener journalisten, der herhjemme er gift og har to børn.

- De lokale i landsbyerne bliver ikke beskyttet af politi. De må varetage egen sikkerhed, påpeger Nagieb Khaja, der på sine rejser i Afghanistan har snakket med hundreder af mennesker; landsbyrådsmedlemmer fra shura`erne, hospitalsansatte, oprørere og lokale landsbyboere.

Journalisten besøgte i oktober sidste år Gereshk, der er en by i det sydlige Afghanistan med et indbyggertal på cirka 49.000. Byen er hovedstad i et distrikt af samme navn og ligger i den uroprægede Helmand-provins mod syd.

Det er her, mange af de danske soldater opholder sig.

Nagieb Khaja fik et møde i stand med lokale stammeledere i 'shura-rådet'.

Alle sagde til ham, at oprørernes antal i området var steget eksplosivt. Oprøret var blevet mere lokalt forankret. Det betød konkret, at de lokale enten støttede Taleban direkte ved at kæmpe sammen med dem, eller støtter med mad eller husly.

I følge danskeren var det sidstnævnte ellers noget, Taleban tidligere truede sig til.



Taleban?

Hvad er Nagieb Khajas eget indtryk af Taleban efter alle møderne med det afghanske samfund?

- Folk foretrækker Taleban nede i konfliktområderne i det sydlige Afghanistan, i Helmand-provinsen.

- Tidligere, da Taleban var ved magten i hele Afghanistan før invasionen i 2001, begyndte folks tillid til dem at dale, da Taleban var meget rigide og håndfaste, mener journalisten.

Han tilføjer, at det forklarer Nord-alliancens og NATO`s relative få problemer med at feje Taleban ud under invasionen i 2001.

- Men Taleban har lært lektien, og er meget mere fleksible nu. I dag er det omvendt. Nu er folk trætte af præsident Karzai og hans partnere i Nord-alliancen og deres NATO-venner. Derfor vender de sig til Taleban, der kæmper for at styrte regimet og smide de udenlandske soldater ud, siger journalisten.



Broget skare

Han mener, at Taleban er en broget skare. Det er også noget, NATO selv er begyndt at indse, mener han.

- Før påstod NATO ellers, at Taleban var en homogen masse, der bare skulle knuses, siger Nagieb Khaja og tager en slurk kaffe.

Nu taler NATO om, at Taleban kan opdeles i 20 procent hardlinere og 80 procent 'levebrødsoprørere'.

Påstanden er, at 'levebrødsoprørerne' er moderate, da de bliver betalt for at kæmpe. Dém vil NATO gerne tale med.

- Men påstanden er meget forenklet, siger journalisten.

Han mener, at nogle talebanere selvfølgelig er lejesoldater, men at de fleste kæmper på grund af sympati med oprøret.

- De slås, fordi de ikke bryder sig om udenlandske soldater. De kæmper af nationale grunde. Desuden vil mange have hævn, hvis de har brødre, søstre eller børn, der er blevet dræbt af NATO. Det er en gammel afghansk tradition, at man hævner blod med blod, siger Nagieb Khaja, hvis forældre kom til Danmark i 1970`erne som gæstearbejdere.

Han mener også, at en del kæmper, fordi de er pressede af lokale autoriteter, der er korrupte.

- Under alle omstændigheder er NATO`s strategi med luftstøttede angreb og erobring af landsbyer forfejlet. NATO har skabt sit eget monster i Afghanistan ved at bombe landet tilbage til stenalderen. De civile tabstal skaber kun flere talebanere. Som en stammeleder i Gereskh fortalte mig - 'før havde vi kun en håndfuld talebanere. Nu vrimler det med dem!'

Nagieb Khaja forklarer, at lignende forklaringer dukker op overalt.



Marjah

Han fik i oktober sidste år en aftale i stand med stammerådet, 'shura`en', i Marjah, der er et landbrugsområde i Nad Ali-distriktet i Helmandprovinsen mod syd.

Samtalen foregik halvanden måned før NATO`s storoffensiv, kaldet 'Operation Moshtarak', fandt sted.

Her ville NATO, i følge medierne, storme byen Marjah, der skulle være en højborg og nærmest uindtagelig fæstning for Taleban.

- Jeg båndede interviewet med stammelederne fra Marjah, der var kommet hele vejen til Lashka Gah for at få taletid i journalisternes lejr, Media Station. Stammelederne beklagede sig alle over forholdene i Marjah. De var trætte af at blive chikaneret af NATO-soldater. De følte sig terroriseret, fortæller Nagieb Khaja.

Hans pointe er, at propagandaen fra NATO op til og under storoffensiven mod Marjah var manipuleret. Dels er Marjah ikke en stor by og dels var den ikke 'en nærmest uindtagelig Taleban-fæstning.'

- NATO var allerede i området og rykkede altså ikke bare ind under store kampe. Det var et pr-stunt af rang, mener Nagieb Khaja, der til sommer udgiver en bog på forlaget Gyldendal om sine rejser i Afghanistan.