Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Tolken, der så for meget

Source:information.dk
Author:Ulrik Dahlin / Charlotte Aagaard
Date:01/07-2010

Gennem otte år har de danske myndigheder forsøgt at forhindre, at offentligheden får kendskab til, hvad en dansk militærtolk oplevede, da han i foråret 2002 var udlånt til amerikanske styrker i Afghanistan. Nu bliver han hovedvidne i en sag om fangemishandling. Information samler brikkerne i sagen

I Danmark lever der en mand, som frygter for sit liv. Han er 43 år, høj, mørk og veltrænet. Han kom til Danmark fra Iran i 1984, 17 år gammel, og blev siden meget dansk. I 1991 blev han statsborger, og samme år kom hans forældre til Danmark. Manden er uddannet soldat i den danske hær, loyal over for forsvaret og sit nye fædreland, sød, sjov og begavet. En mand, Danmark kan være stolt af. I 2002 var han udsendt som tolk for Jægerkorpset i Afghanistan, der havde god brug for hans modersmål farsi og hans kendskab til pashtu, de to sprog, som tales i Afghanistan.

Om kort tid er han hovedvidne i en politisk retssag. Sagen er den såkaldte fangesag, som handler om Danmarks ansvar for udleveringen af fanger til mishandling, tortur og deportation hos amerikanske styrker i Afghanistan.

Vi kan kalde ham MG. For han ønsker ikke at få sit navn frem. Til daglig gemmer han sig bag falske adresser, hemmelige telefonnumre, overvågningskamera og tavshed. »I har ikke fantasi til at forestille jer, hvad der er for en trussel, der er imod ham,« siger en kilde, der har haft tæt kontakt med ham i flere år.

Trods ihærdige forsøg er det ikke lykkedes Information få kontakt til MG. Enten tør han ikke, vil ikke, eller må ikke tale om det, han oplevede, da han i foråret 2002 blev sendt til Afghanistan for at deltage i jagten på Osama bin Laden og hans allierede.

Når fangesagen kommer for retten, står han heller ikke offentligt frem, kun for lukkede døre. Fordi »han frygter for sin sikkerhed«, som han har forklaret retsformand Katja Høegh fra Østre Landsrets 16. afdeling, hvor sagen skal køre.

Et mystisk indbrud

Information samler her de tilgængelige brikker i historien om manden, der så for meget.

Det er en historie, der handler om fortielser, trusler og censur mod en mand, der gang på gang forsøger at få sine overordnede til at reagere på det, han oplever i Afghanistan, men som bliver truet til tavshed. Det er også historien om et system, der overhører alle advarsler om, hvad der foregår og bagefter forsøger at dække over det.

Beretningen om tolken kan f.eks. begynde dagen før nytårsaften 2004, hvor der sker et indbrud i et nydelig boligkvarter i udkanten af Malmø.

Tyven kommer efter alt at dømme ind via altanen.

Det vurderer i hvert fald de to svenske politiassistenter Ankarberg og Wiktor, der udfylder anmeldelsesblanketten. Tyven er gået om på bagsiden af huset, over græsplænen og derfra kravlet op ad nedløbsrøret og ind på altanen. Betjentene bemærker, at tyven har efterladt mærker med 30 centimeters mellemrum på nedløbsrøret. På altangulvet er aftryk med jord og græsstrå fra et par sko. Desuden er altandøren brudt op. Det lykkes betjentene at sikre et enkelt fingeraftryk på et stykke legetøj, som tyven har flyttet for at komme ind på altanen.

MGs kæreste opdager, at noget er galt, da hun ved 19-tiden kommer hjem og vil låse sig ind. Yderdøren til lejligheden står på vid gab, og indenfor er lyset tændt. Selv om hun råber flere gange, får hun ikke svar. Så løber hun ned ad trappen og ud på græsplænen foran huset. Herfra kan hun gennem opgangsvinduet se, at yderdøren på anden sal pludselig er lukket igen. Så ringer hun til politiet. Hun er sikker på, at der ikke er kommet nogen ud af opgangen, mens hun venter på, at patruljevognen dukker op. Da Ankarberg og Wiktor kort efter inspicerer lejligheden, er den imidlertid tom. Men alt er rodet igennem. »I soveværelset samt køkkenet er der meget stor uorden,« skriver betjentene i deres rapport.

Klatretyven har stjålet en række ting, der nemt kan omsættes, bl.a. guldarmbånd og smykker, to ægte tæpper, et kamera, en motorcykeldragt, en MP3-afspiller, en mobiltelefon og en bærbar computer. Men han har også stjålet ting, som ikke synes at have større værdi på det sorte marked. To militære medaljer samt et privat fotoalbum med fotos fra MGs tid i Afghanistan er også forsvundet.

Hvad skal tyven dog med de flere år gamle »billeder fra det danske forsvar og dansk militær«, som betjentene omtaler i politirapporten?

Da politikommissær Harald Runge tre måneder senere beslutter at indstille efterforskningen, er han og kollegerne ikke kommet årsagen til det mystiske tyveri nærmere. Han krydser af ud for rubrikken »Indbruddet kan tilsyneladende ikke opklares« og henlægger sagen.

Tyveriet af MGs private billeder og medaljer fra Afghanistan vækker ikke opsigt hos Malmø politi. »Det er der ikke noget usædvanligt i, der stjæles jo alt muligt hele tiden,« siger kommissær Runge i dag.

Velkommen til Kandahar

Men indbruddet foruroliger MG. Tyveriet ligner en advarsel om, at han hellere må glemme Afghanistan og den tid, som billederne og medaljerne stammer fra.

MGs problemer begynder, da han bliver sendt til Afghanistan som tolk for det danske Jægerkorps. Det er bitterligt koldt, da det amerikanske militærfly lander i Kandahar. Datoen er den 9. januar 2002. Sammen med 102 specialsoldater fra Jægerkorpset og Frømandskorpset skal MG indgå i Task Group Ferret, hvis opgave de kommende seks måneder er at hjælpe USA med at jagte Osama bin Ladens terrornetværk al-Qaeda og ledende medlemmer af Afghanistans afsatte Taleban-styre.

Det er første gang, de danske elitestyrker er indsat samlet, og de har følgeskab af kolleger fra Storbritannien, Australien, Canada, New Zealand, Tyskland og Norge, der alle har erklæret sig villige til at hjælpe USA med at få ram på de ansvarlige for 11. september. Tilsammen udgør de den 1.200 mand store Task Force K-Bar.

USA har kommandoen, og det er først og fremmest amerikanerne, der tager ud på missioner. De første dage i Kandahar går de danske soldater i gang med at opbygge den danske Camp Mjølner op, små 800 meter fra Kandahar Detention Facility, der huser flere hundrede afghanske fanger. Mens danskerne forbereder sig, træner og tjekker grej, har deres amerikanske kolleger travlt, og da de hører, at danskerne har en ledig tolk, der både kan dari og pashtu, beder de om at låne ham.

Den danske styrkechef, oberstløjtnant Frank Lissner, der også er Jægerkorpsets daglige leder, siger ja. Hans umiddelbare foresatte i Hærens Operative Kommando, HOK, samtykker, dog med en enkelt betingelse.

Tolken skal kun »læse de mange dokumenter igennem, der er blevet fundet på den enkelte person eller i de områder, der i hast er blevet forladt«, lover Lissner i en situationsrapport hjem til HOK i Karup. Datoen er den 17. januar. MG vil ikke »få opgaver i forbindelse med egentlige afhøringer«, skriver Lissner og understreger, at den danske tolk uanset opgaverne vil »være en god informationskilde« for Task Group Ferret.

Vejen til Guantánamo

Forhørscentret i Kandahar er i begyndelsen af krigen mod terror ikke meget andet end nogle telte på en mark, omgivet af en lerklinet mur og store mængder pigtråd. Nogle af fangerne er indsat i interimistiske bure på tre-fire kvadratmeter. Andre sover på jorden, selv om det er midt om vinteren, beretter tidligere fanger senere til medier og menneskeretsorganisationer.

Omkring 400 fanger befinder sig på området, og behovet for oversættere er enormt. Løftet om, at MG ikke vil blive brugt til at afhøre fanger, holder ikke mange timer. Tværtimod bliver afhøringer en af den danske tolks hovedopgaver. Han fortæller flere år senere til danske undersøgere fra Forsvarets Auditørkorps, at han hurtigt får et selvstændigt ansvar for at afhøre flere af fangerne. En af dem viser sig at være den senere danske Guantánamo-fange Slimane Hajj Abderrahmane, som MG ifølge Politiken afhører hele fire gange, før han bliver ekspederet til Cuba af amerikanerne.

MGs amerikanske kolleger kan godt lide den rolige dansk-iranske soldat. Den amerikanske afhøringsofficer Dennis Prior fortæller senere til den danske journalist Nils Giversen, at han fik et godt indtryk af den danske tolk.

»Alle kunne virkelig godt lide ham,« siger Prior og fortæller, hvordan MG tager det militære hierarki langt mere afslappet, end amerikanske soldater er vant til, og bl.a. siger sin mening til officererne. Og det er der god grund til, viser det sig.

Præcis, hvad tolken oplever i de tre uger, han når at tilbringe i det amerikanske Interrogation Center, ICE, er hemmeligtstemplet af det danske forsvar og det danske forsvarsministerium. Officielt sker det af hensyn til Danmarks forhold til fremmede magter og af hensyn til tolken. Og sådan planlægger forsvaret, at det skal blive ved med at være, når tolken skal afhøres bag lukkede døre i den kommende fangesag. Men Information kan her løfte sløret for noget af det, tolken har fået kendskab til under sit ophold hos amerikanerne.

En allieret mission

Mens MG er hos amerikanerne, er der en militær operation, som i særlig grad tiltrækker sig opmærksomhed. Og den kan give enhver soldat krigstraumer.

Det er den 23. januar 2002, og angrebet på landsbyen Hazar Khadam begynder kort før daggry. Det er Task Force K-Bars fjerde mission i Operation Enduring Freedom, og nerverne er på højkant. Ifølge de amerikanske specialstyrkers egen beskrivelse foregår det sådan:

Den lille landsby i Uruzgan-provinsen 160 km nordøst for Kandahar har været tilholdssted for Talebans øverste leder Mullah Omar, og nu har amerikanerne fået at vide, at to compoundsstadig er fulde af talebanere.

Amerikanske elitesoldater fra A-Company, 1.st Battalion, 5th Special Forces Group får ordre til at tage sig af angrebet. Kodeordet for Mullah Omars gamle tilholdssted er Objective Kelly,og den anden gård, lidt længere mod nord, er Objective Bridget.

Alt er roligt i landsbyen, bortset fra en hund eller to, der begynder at gø. På Mullah Omars gård, der ligger på en bakkeskråning, sprænger soldaterne først hul i den lerklinede mur omkring gården. Så begynder de at rense de i alt ni bygninger på området. Flere afghanere åbner ild med deres AK-47ere, og de amerikanske soldater skyder tilbage. Mindst to afghanere bliver dræbt, mens en amerikansk soldat bliver ramt i foden af en rikochetterende kugle.

På kort tid er 26 »fjendtlige kombattanter« sikret, og store mængder våben beslaglagt, fremgår det af den detaljerede beretning i SOCOM-history 1987-2007,der er udgivet af den amerikanske specialstyrkekommando.

På det andet mål, Bridget, hvor delingerne ODA-511 og ODA-516 er ansvarlige, udvikler situationen sig. Ifølge en senere amerikansk undersøgelse af forløbet kommer en bevæbnet afghaner ud af en bygning, får øje på soldaterne og skynder sig indenfor igen. Her får han alarmeret resten af husets beboere, som giver sig til at skyde på amerikanerne, der besvarer ilden og stormer bygningerne.

Delingsfører Anthony S. Pryor fortæller senere, hvordan han bliver involveret i nærkamp og ene mand nedkæmper fire mand, heraf en med de bare næver.

»Heldigvis lykkes det at sikre Bridget uden et eneste tab. Kun en enkelt fjendtlig kombattant valgte at overgive sig, mens omkring 18 andre blev dræbt,« står der i specialstyrkernes officielle beretning. Da kampen er overstået, trækker de amerikanske styrker sig ud, hvorefter amerikanske flybomber jævner Kelly og Bridget med jorden. I alt 27 overlevende fanger flyves med helikopter til forhørscentret i Kandahar.

Forældede efterretninger

Taktisk set er missionen en succes. Der er bare et enkelt problem. De dræbte afghanere er ikke talebanerne. De er afghanere, som har fået til opgave af afvæbne lokale Taleban-tilhængere og allierede stammemilitser. Objective Kelly er den nyetablerede politistation, og Bridget en skole ved navn Sharzam, der midlertidigt bruges til opbevaring af de konfiskerede våben.

De amerikanske soldater har med andre ord slået mindst 18 uskyldige mennesker ihjel, heriblandt to af den nye afghanske regerings militære chefer. Og nu sidder 27 af deres kolleger, venner og familiemedlemmer til afhøring i Kandahar Detention Facility.

Det, som MG hører fra fangerne, er derfor den samme historie om en massakre, som senere af fangerne genfortælles til bl.a. New York Times, Washington Post og Time Magazine.

»Jeg kan ikke tilgive dem, hvorfor angreb de os?« spørger landsbyens 60-årige politichef Abdul Rauf, der er en af de 27 fanger. Han fortæller bl.a. New York Times, hvordan han løber udenfor, da han hører amerikanske stemmer og råber »Dost! Dost! Vi er venner!«

Forældede efterretninger, lyder forklaringen senere fra det amerikanske forsvarsministerium Pentagon. »Soldaterne begik ingen fejl. De besvarede blot ilden, da de blev beskudt,« konstaterer specialstyrkernes historieskrivere.

Knækkede ribben

Mens de 27 afghanere fra Khadar Hadam er i amerikanernes varetægt, bliver de angiveligt mishandlet på det groveste. Politichef Rauf fortæller, at han blev slået og sparket, indtil hans ribben brækkede under tilfangetagelsen.

»Jeg hørte min ribben knække, så lå jeg på siden, og de sparkede mig i ryggen, i nyrerne, og så besvimede jeg,« fortæller han.

25-årige Amnaullah flygter fra stedet, men ser sin fætter blive fanget og få hænderne bundet sammen med plastikstrips ligesom flere andre. Da han ser ham igen, er han død, tilsyneladende skudt bagfra i hoved, ryg og skulder.

Også under den efterfølgende helikoptertransport blev fangerne mishandlet. »De gik på vores rygge og sparkede os« fortæller Rauf. En af hans mænd, 50-årige Ziauddin, fortæller New York Times, at han blev slået og sparket hårdt i hovedet og fremviser bl.a. en løs tand.

Fangerne fra Uruzgan bliver interneret i et udendørs træbur, fortæller flere af dem. Den 18-årige Akhtar Muhammed bliver i dagevis anbragt i en skibscontainer, men efterhånden, som det bliver klart for amerikanerne, at de har begået en fejl, holder mishandlingen op.

Den 6. februar, blot 11 dage efter angrebet, sender CIA en gruppe lokale regeringsrepræsentanter til landsbyen for at betale kompensation til de efterladte. Tusind dollar per offer.

Da de 27 fanger efterfølgende bliver sluppet fri fra Kandahr Detention Facility, får de en undskyldning fra en amerikansk officer.

»Vi er kede af det. Vi begik en fejl,« siger officeren ifølge politichef Rauf.

Afhøringsofficer Denis Prior fortæller senere, at MG bærer en stor del af æren for deres frigivelse. De amerikanske militærfolk tøvede med at erkende, at fangerne burde løslades.

»Men MG gik hen til en af de ansvarlige officerer og sagde: Det her er en fejltagelse, de her folk burde ikke være her. Det gør man normalt ikke bare i den amerikanske hær, man går normalt kommandovejen,« siger Prior. Nogle af de lavere rangerende soldater syntes, det var upassende, fortæller Prior, men officeren takkede MG, fordi han var så ærlig, undersøgte sagen, og kort efter blev de løsladt.«

Selv om Uruzgan-missionen viste sig at være en frygtelig fejltagelse, blev delingsføreren for ODA-511 den 12. juni 2003 tildelt Silver Star-medaljen for sin indsats i Hazar Khadam, heriblandt for egenhændigt at have dræbt fire stk. »fjendtligt personel.«

Fangerne fra Uruzgan

Og en amerikansk militærundersøgelse af massakren konkluderer senere, at »ingen af fangerne blev mishandlet«. Intet i det to sider lange sagsresumé tyder på, at de amerikanske militærmyndigheder har talt med nogen overlevende fra Hazar Khadam, hvilket får Amnesty International til at stemple undersøgelsen som særdeles mangelfuld.

»Undersøgelsen lever ikke op til internationale standarder for upartiskhed og grundighed,« >som Amnesty formulerer i et memorandum om USAs fangepolitik måneder senere.

I forhørscenteret i Kandahar er MG ved at få nok. Allerede to dage efter tilfangetagelsen af de 27 uskyldige afghanere fra Uruzgan skriver Frank Lissner i en situationsrapport til sine overordnede i Danmark, at han har beordret tolken at holde fri for at fordøje de mange indtryk.

Tolken har været flittigt brugt, skriver Lissner. »Endda så flittigt, at han er befalet til at tage et par fridage for at fordøje de mange forskellige indtryk, han får i løbet af en dag.«

Om MG var med under selve angrebet på Kelly og Bridget vides ikke. Men at de 27 fanger var nogle af dem, han var med til at afhøre, er der ikke megen tvivl om.

Til Forsvarets Auditørkorps fortæller MG, at han under sit ophold i Afghanistan deltager i en allieret mission, dvs. en mission sammen med andre styrker end de danske, han egentlig er udsendt sammen med. Men hvilken mission der er tale om, vil han ikke fortælle auditørerne.

En læge, som MG senere kontakter, har berettet, at MG »har oplevet tortur og deltaget i … belastende handlinger, ligesom han muligvis har været med til at dræbe i kamp«. Men heller ikke det vil MG bekræfte over for auditørerne, da de i 2004 undersøger sagen.

Til sin advokat, nu afdøde Steen Poulsen fra Hørsholm, fortæller han imidlertid om »drab og vold« og om »en mand, der får sparket sine tænder ud«.

Præcis som det skete for Ziauddin fra Uruzgan.

Da MG oven på auditørundersøgelsen skriver til forsvarschef Jesper Helsø for at få et møde med ham, forsikrer han forsvarschefen om, at han »fik et meget stort og tyngende ansvar i Afghanistan …« >

Hvilket ansvar der nærmere er tale om, er omhyggeligt streget ud i det senere offentliggjorte brev.

Omfattende mishandling

Det er imidlertid ikke kun MG selv, der påstår at have set ting, der ikke er i orden. Over for Forsvarets Auditørkorps bekræfter MGs øverste chef Frank Lissner, at MG blev udsat for oplevelser, der kan have medført efterfølgende psykiske problemer.

Behandlingen af fangerne fra Uruzgan er ikke enestående. Det bekræftes af både Amnesty International og Human Rights Watch, der samtidig med MGs deltagelse i de amerikanske afhøringer beretter om omfattende mishandling af fanger i Afghanistan.

To dage før MG udlånes, den 15. januar 2002, advarer Amnesty International om, at USA ikke respekterer fangernes menneskerettigheder på Cuba og i Afghanistan. Amnesty klager specifikt over forholdene for de afghanske fanger og advarer bl.a. om, at det er i strid med Genève-konventionerne at bedøve eller lænke hætteklædte fanger, der skal sendes til Cuba.

Den 29. januar 2002, mens MG stadig befinder sig i det amerikanske forhørscenter, advarer også Human Rights Watch i skarpe vendinger mod fangebehandlingen i Afghanistan.

»Tusinder er blevet fængslet uden rettigheder. USA bryder de internationale standarder,« skriver organisationen i omfattende rapport.

Og to dage senere er det igen Amnesty, der kræver omgåede forbedring af fængselsforholdene i Afghanistan. Alt sammen i form af pressemeddelelser og rapporter, rundsendt til de relevante regeringer.

Til auditørerne fortæller MG da også om omfattende fangemishandling, overgreb, ydmygelse og endda drab. I ét tilfælde har han hørt om en fange, der angiveligt er blevet dræbt efter at være mishandlet. Og at han kender navnet på manden, der har gjort det. Men hverken det navn eller andre navne på andre amerikanske soldater, der har været involveret i fangemishandling, vil han senere oplyse til auditørerne.

Den omfattende fangemishandling, som tolken tidligere har fortalt om til lægen, er imidlertid af både voldelig og seksuel karakter. Han har hørt om, hvordan amerikanske soldater har ydmyget afghanske fanger ved at tage deres penis frem og onanere, klæde fangerne nøgne og stable dem med kønsdelene mod hinanden. Han fortæller også om fanger, der bliver lænket med 10 kilo tunge lænker, slået og udsat for andre former for direkte vold, og om, hvordan de amerikanske soldater finder det helt i orden at likvidere fanger, der tidligere har skudt på dem.

Billedet af omfattende overgreb bekræftes senere af andre fanger, heriblandt den danske Guantánamo-fange Slimane Hajj Abderrahmane, der har fortalt, hvordan han på præcis samme tidspunkt bliver slået, sparket, iklædt hætte og lænker samt latterliggjort og fotograferet nøgen.

Whistleblower

Efter de befalede fridage i slutningen af januar er MG tilbage i afhøringscentret i starten af februar. Uden om de regelrette kommandoveje kontakter han en trestjernet general fra US Marine Corps for at gøre opmærksom på fangemishandlingen. Det fortæller han senere til auditørerne. Han fortæller bl.a. generalen, at han har hørt om en fange, der er blevet likvideret efter at være blevet mishandlet. Og han fortæller, at han kender navnet på gerningsmanden. Men den amerikanske officer gør tilsyneladende ikke noget ved det.

MGs tjeneste i afhøringscentret stopper den 8. februar. Den konkrete anledning er ikke oplyst. Forsvaret har aldrig fremlagt den situationsrapport, hvor Lissner angiveligt har noteret, at MG er kommet tilbage til Camp Mjølner.

Her taler MG med en FE-mand, der ifølge auditørrapporten går under kodenavnet Holger. Men svaret fra Holger er, at »sådan er det bare«, fortæller MG. Han fortæller også om sine oplevelser under en briefing i Camp Mjølner. Her nævner han bl.a., at amerikanerne mener, at det er i orden at henrette fanger, hvis de tidligere har åbnet ild mod amerikanske soldater. Ifølge auditørerne mener de danske soldater, at MG bare forsøger at gøre sig interessant.

MG taler også med sin umiddelbare chef Lars om problemerne. Han er leder af forsyningsenheden S2, som tolken formelt tilhører. MG fortæller bl.a. at fanger risikerer at blive slået ihjel, siger Lars senere til auditørerne.

Til sidst går MG til sin øverste chef Frank Lissner, og han er den første, som gør noget. Han arrangerer et møde med chefen for de amerikanske marinesoldater, en generalmajor, som lover, at tolkens påstande ville blive undersøgt. Samtidig roser generalmajoren MG for at stå frem.

På mødet med generalen fortæller MG bl.a. om den gamle mand fra landsbyen i Uruzgan, der fik sparket sine tænder ud. Det har MG selv set. Lissner fortæller senere auditørerne, at det var hans opfattelse, at den gamle mand kom til skade inden ankomsten til afhøringscentret, og at han derfor ikke indberettede episoden til HOK.

Senere har Lissner afvist at have hørt om fangemishandling: »Jeg har ikke hørt eller set noget, som peger i den retning som antydet. Slet ikke,« siger Lissner f.eks. i september 2005, da Forsvarsudvalget og pressen besøger Jægerkorpset ved et sjældent åbent-hus-arrangement i Ålborg.

Hjemsendelse

Kort efter tolkens forsøg på at få sine overordnede i tale får Camp Mjølner fint besøg. Det er forsvarsminister Svend Aage Jensby (V), der dukker op i slutningen af februar. MG er en af dem, der gerne vil møde den danske forsvarsminister, men FE-manden Holger sørger for, at det ikke sker. Ifølge den hemmelige auditørrapport holder han den danske tolk på afstand af ministeren. MG fortæller på sin side, at Holger truer ham med, at han ikke kommer levende hjem, fordi han har sladret til en general.

Umiddelbart efter Jensbys besøg bliver MG sat på et amerikansk militærfly til Frankfurt i Tyskland. Hvem der tager den beslutning og hvorfor, vides ikke. Men MG fortæller auditørerne, at han bliver dødsensræd, da flyet pludseligt og uden forklaring mellemlander i Kirgistan, hvor amerikanerne har en vigtig militærbase. Han frygter for sit liv, men heldigvis sker der ikke noget. Da han kommer til Frankfurt, når han at drikke sig stærkt beruset, inden en anden FE-mand eskorterer ham hjem til Danmark.

Egentlig skulle MG havde været i Afghanistan helt frem til den 31. juli, hvor hans kontrakt udløber, men han når kun at være der godt syv uger.

Hjemme i Kastrup Lufthavn bliver af en repræsentant for FE tvunget til at underskrive en tavshedserklæring og truet med 50 års fængsel for landsforræderi, hvis han nogensinde fortæller, hvad han har oplevet i Afghanistan. Det er i hvert fald, hvad MG senere fortæller auditørerne.

Frank Lissner forklarer senere til DR, at årsagen til den bratte hjemsendelse er en skulderskade, som tolken har pådraget sig: »Han skulle hjem og undersøges, for han havde slået sin skulder. Og den undersøgende læge konkluderede, at det var noget, der skulle hjem og undersøges.«

Kun få ved, om det er rigtigt.

Uklare ordrer

Selv om ingen tilsyneladende har taget MGs beretninger om forholdene i afhøringscentret alvorligt, er lederen af de danske styrker udmærket klar over, at det kan være problematisk at udlevere fanger til amerikanerne. Ifølge det magtanvendelses-direktiv, som Task Group Ferret opererer under, skal Lissner aflevere eventuelle fanger til amerikanerne, fordi Danmark har tillid til, at USA vil behandle fangerne humant.

Men Lissner synes ikke begejstret for ordren. Det fremgår af den situationsrapport, som han sender hjem til HOK den 4. februar 2002.

Her kalder han reglerne for fangeudlevering »noget uklare«. Som dansk styrkechef kan han kun sikre, at fanger behandles i overensstemmelse med Genève- konventionen, så længe de er i de danske soldaters varetægt, pointerer han over for sine overordnede.

Mulighederne er »begrænset til følgende«, skriver styrkechefen: Som chef for Task Group Ferret kan jeg sikre, at fanger »ikke lider overlast efter tilfangetagelse eller under den efterfølgende transport«, samt »tilsikre«, at hver enkelt identitet klarlægges gennem fotografering og fingeraftryk, og endelig kan jeg »tilsikre, at opbevaringsfaciliteterne i fangelejren er ok, og at fangerne behandles ordentligt, hvilket jeg gennem mit besøg i lejren har konstateret«.

»Hvad der efterfølgende sker med fangerne«, og her følger så en overstreget linje, »har jeg af naturlige årsager ingen indsigt i.« Ifølge Informations oplysninger er overflytning til Guantánamo-basen på Cuba nævnt i den overstregede linje. Det er en »en problematik, der bør forhandles med US på FM-niveau,« skriver han. FM er forkortelse for forsvarsministeren.

»Jeg vil således kun kunne leve op til mit ansvar på den danske stats vegne og i forhold til Genève-konventionen, så længe fangerne opholder sig i lejren hernede«, slutter Lissner.

Hjemme i Danmark er HOKs ledelse klar over, at styrkechefens advarsel kræver et hurtigt svar. Det kommer allerede dagen efter.

»Man har tiltro til, at US vil overholde givne konventioner efter at tilfangetagne/detainees er blevet overladt i deres varetægt«, refererer styrkechefen HOKs svar i sin situationsrapport den 5. februar.

Hermed lægger HOK sig fast på det standpunkt, som helt frem til i dag har været Danmarks officielle holdning: Trods amerikanske udmeldinger om en anderledes fortolkning af Genève-konventionerne har regeringen alligevel haft tillid til, at fanger og tilbageholdte ville blive behandlet humant.

Det er netop denne udlægning, tolkens oplysninger fra afhøringscentret rokker ved. Og det er derfor, at forsvaret lige siden har brugt uanede kræfter på at hemmeligholde, hvad tolken har set, hørt og fortalt til sine overordnede.

Psykisk arbejdsskade

Da MG i starten af marts 2002 er vel hjemme hos sin familie i Danmark, forsøger han at få styr på sin tilværelse. Han er oprevet over, hvad han har set og hørt i Afghanistan, og han er mindst lige så oprevet over, at ingen tilsyneladende tror ham.

Ikke hans soldaterkammerater, ikke hans umiddelbart foresatte og slet ikke hans øverste chef, Lissner.

Han kontakter også både Politiets Efterretningstjeneste og FE for at fortælle dem om sine oplevelser i Afghanistan, men heller ikke her ønsker nogen at reagere på anklagerne mod Danmarks nærmeste allierede.

Efter næsten et år, hvor MG med egne ord befinder sig i koma, kommer han i juli 2003 i kontakt med forsvarets psykologer på Svanemøllen Kaserne. Det er her på Forsvarsakademiet, at hjemvendte soldater kan få hjælp til at tackle eventuelle krigstraumer. På FAK opfattes hans oplevelser først og fremmest som en personsag. De oplysninger, som psykologerne får, er omfattet af tavshedspligt, og MGs oplevelser kommer ikke videre i systemet. Senere på sommeren tager MG ifølge Informations oplysninger kontakt til en praktiserende speciallæge på Frederiksberg, som kender en advokat, der måske kan hjælpe MG. Og i august 2003 anlægger han en arbejdsskadesag på grund af de psykiske mén, han har fået under sin udstationering i Afghanistan.

Abu Ghraib

I den periode, MG slås med oplevelserne i Afghanistan, er der kun ringe interesse for USAs fangepolitik i Danmark. Forsvarsministeriet må således læse i dagbladet Information, at de danske specialsoldater overhovedet har taget fanger i Afghanistan. Det er ikke en oplysning, ministeriet selv har fået ad tjenstlige kanaler, viser det sig.

Den manglende interesse for USAs fangepolitik ændrer sig imidlertid med ét slag, da billederne af amerikanske soldaters overgreb i Abu Ghraib-fængslet i Irak rammer alverdens medier i april 2004. I Folketinget stiller oppositionen spørgsmål til Danmarks fangepolitik i Irak og Afghanistan. Og Forsvarsministeriet sender spørgsmålene videre til Forsvarskommandoen.

Her får man først to måneder senere, i juni 2004, at vide, at Danmark muligvis har sin egen to år gamle fangesag fra Afghanistan. En intern fejl, kalder forsvaret det siden. Da forsvarschef Jesper Helsø hører om MGs beskyldninger mod amerikanerne, beder han straks Forsvarets Auditørkorps om at undersøge sagen. I de kommende måneder afhører auditørerne bl.a. MG, hans chef Lars, Holger fra FE, Lissner samt to amerikanske officerer fra Camp Kandahar.

På årets næstsidste dag sker der et mystisk indbrud i MGs lejlighed i Malmø.

Tre uger senere er auditørerne færdige med deres rapport. Da der er tale om en strafferetlig undersøgelse, og en del af undersøgelsesmaterialet er klassificeret, udsendes kun en kort pressemeddelelse. Resten af indholdet hemmeligstemples.

Auditørernes konklusion er nedslående for MG.

Hans oplysninger om mishandling og anden krænkende behandling af fanger kan ikke bekræftes, hverken fra dansk eller amerikansk side, skriver Auditørkorpset. MG har ikke ønsket at opgive navne på eventuelle gerningsmænd, og han har afvist at medvirke i en amerikansk parallelundersøgelse. Auditørerne har desuden ikke fundet beviser for, at Lissner eller andet dansk personel »har haft kendskab til en sådan mishandling«, ligesom auditørerne heller ikke mener, at den danske styrkechef »har udvist strafbar forsømmelse ved ikke at indberette pligtmæssige oplysninger« om forholdene i afhøringscentret.

Tilbage står billedet af tolken som utroværdig. Men det vil MG ikke finde sig i. Han tager det usædvanlige initiativ at kontakte forsvarets øverste chef.

»Mit navn er MG … kendt som tolken.« Sådan indleder han det brev, som han sender til forsvarschef Jesper Helsø den 25. februar 2005. Han beder om en time af forsvarschefens tid, så de kan mødes. Brevet er delvist offentliggjort, men flere linjer og afsnit er overstreget.

»I aviserne har jeg læst, at auditørundersøgelsen stempler mig som utroværdig. Det krænker mig meget, og derfor er det af meget stor betydning for mig, at jeg personligt får lejlighed til at fremlægge mine oplevelser for Dem. Jeg har intet at skjule,« skriver MG og understreger, at han har »gjort det bedste, jeg kunne, for mit land, Danmark, og jeg kan forsikre Dem om, at jeg fik et meget stort og tyngende ansvar i Afghanistan …«

MG får sit møde. Bagefter sender Helsø sine notater fra samtalen til auditørerne. Det må være op til dem at afgøre, »om der er tilført nyt i sagen,« skriver han til landets nye forsvarsminister Søren Gade (V).

Det mener vicegeneralauditøren ikke, der er. Og sagen forbliver henlagt.

Den hemmelige krig

I december 2006 sker der imidlertid noget, som for alvor får politikerne og offentligheden til at rette fokus mod USAs fangepolitik. DR-dokumentaren Den hemmelige krigafslører, at danske specialstyrker ikke bare har udleveret fanger til amerikanerne i Afghanistan. De er angiveligt også blevet slået, sparket og ydmyget.

Flere tidligere fanger fortæller, hvordan de og 28 andre fanger fra Sangasar-området i Kandahar den 17. marts 2002 bliver udleveret til amerikanerne og mishandlet blot to uger efter, at MG er blevet sendt tilbage til Danmark.

»De sparkede os i hovedet, i maven og på ryggen. Og de lod os heller ikke sove,« fortæller en af fangerne, Ghousoullah Tarin manden, der senere anlægger erstatningssag mod Danmark.

En anden fange, den 18-årige Abdul Salam Nurzai, fortæller, hvordan fangerne fik håret og skægget barberet af, blev klædt nøgne og fotograferet. En tredje fange bekræfter anklagerne.

I dokumentaren bekræfter styrkechef Frank Lissner, at de danske soldater har afleveret fanger til amerikanerne, oven i købet i flere omgange. Og det bekræftes af en anonym jægersoldat, der forklarer, hvordan udleveringerne er foregået. Også amerikanerne bekræfter at have fået fanger fra de danske styrker i flere omgang. Lederen af forhørscenteret i Kandahar Chris Hogan vurderer endda, at det er sket fem-seks gange, hvilket forsvaret dog senere afviser.

I udsendelsen fortæller Lissner også, at forsvaret har et arkiv med navne, fingeraftryk og DNA på samtlige udleverede fanger, men da DR beder om at få listerne at se, er de forsvundet. Det viser sig senere, at de aldrig blev lavet, angiveligt på grund af manglende udstyr til indsamling af fingeraftryk mv.

Den hemmelige krigbekræfter også mange af MGs anklager om mishandling af fanger.

»Vi vidste godt, at der blev brækket både arme og ben i fangelejren,« siger en anonym jægersoldat i filmen, og to amerikanske forhørsledere fortæller, hvordan afhøringsmetoderne i Kandahar løb af sporet.

»Vi udviklede en række sofistikerede tricks for at for få folk til at tale,« siger afhøringschef Chris Hogan og tilføjer: »Jo mere aggressive vi var, jo mere information fik vi, og jo hurtigere gik det.«

Researcher John Sifton fra menneskerettighedsorgansationen Human Rights Watch bekræfter også, at der foregik fangemishandling på Kandahar Detention Facility: »Fangerne blev udsat for alvorlig tortur. De blev kastet nøgne ud i sneen, til de var følelsesløse, nogle mistede fingre og tæer på grund af frostskader. Fanger blev også hængt op i loftet og sparket,« fortæller han i udsendelsen.

Spin for millioner

Den hemmelige krig lægger ansvaret for udleveringen af fanger hos den danske regering og anklager via folkeretsjurist Jens Elo Rytter regeringen for vildledning af Folketinget.

»Der er grundlag for en rigsretssag,« mener juristen.

At regeringen tager anklagerne i Den hemmelige krigalvorligt, er der ingen tvivl om. Forsvarsministerens spindoktor, Jakob Winther, fortæller senere, hvordan han bruger mere end et år på at imødegå beskyldningerne. På premieredagen den 4. december 2006 er ikke mindre end 15 mand indrulleret i en særlig arbejdsgruppe, der skal begrænse skaderne.

Blot ni dage efter den første visning af filmen er Forsvarsministeriet klar med en 24 sider lang Redegørelse. Embedsmænd fra Stats-, Udenrigs- og Forsvarsministeriet samt FKO tilbageviser punkt for punkt de anklager, som tv-dokumentaren har rejst.

Den amerikanske nyfortolkning af Genève-konventionerne har ikke haft betydning for Folketingets beslutning om at sende soldater til Afghanistan. Danmark overtrådte ikke de folkeretlige regler ved at udlevere 34 fanger i to omgange til amerikanerne. Ingen af de 34 blev mishandlet i amerikansk varetægt eller overført til Guantánamo, og endelig er Folketinget ikke blevet misinformeret, lyder konklusionerne. Samlet set ender redegørelsen med at frikende regeringen totalt, fordi den »gennem hele forløbet på fyldestgørende vis« over for Folketinget »har klarlagt sagens faktiske omstændigheder og dens retlige grundlag«.

Redegørelsen konstaterer, at tv-dokumentarens »påstand om, at danske myndigheder vidste eller burde have vidst, at tilbageholdte i amerikansk varetægt i Afghanistan blev mishandlet, først og fremmest er baseret på udsagn fra en dansk tolk, en artikel fra Associated Press samt to rapporter fra menneskerettighedsorganisationer.«

Men som redegørelsen skriver, så har regeringen »fra fortrolige kilder, som har særligt kendskab til forholdene for tilbageholdte i Afghanistan, fået oplyst, at disse personer i den relevante periode blev behandlet korrekt.«

På baggrund af redegørelsen kan Anders Fogh Rasmussen med fingrene forme et nul og erklære: »Der er ikke fugls føde på den sag.«

I løbet af de næste par måneder kryber regeringen mere end 85 gange i ly bag redegørelsen, når oppositionen stiller kritiske spørgsmål.

Redegørelsen bliver også startskuddet til en pressekampagne mod Den hemmelige krig,hvor statsministeren slår tonen an. I et interview med Berlingske Tidende kritiserer han DRs troværdighed: »Jeg kan blot konstatere, at de indslag, som DR har bragt, er fuldstændig fordrejede i forhold til de oplysninger, vi har i regeringen, og som vi har videregivet til Folketinget,« siger statsministeren. Desuden mener han, at vi »efterhånden« er nået dertil, »at DR måske kritisk burde undersøge sig selv«.

Da dagbladet Information i stedet undersøger, hvordan redegørelsen er udarbejdet, er konklusionen bemærkelsesværdig: Den allerførste tekst, som embeds- mændene formulerer, er konklusionen, altså frifindelsen af regeringen. Resten af redegørelsen bliver i version efter version tilpasset, og teksten finpudset, så den passer til den på forhånd fastlagte konklusion.

En vigtig opgave for embedsmændene undervejs er at nedtone uenigheden med USA om fortolkningen af Genève-konventionerne. I de første udkast bruger embedsmændene direkte ordet uenighed mellem den danske og den amerikanske holdning, men i den færdige version er det udvandet til, at den amerikanske fortolkning »kunne give anledning til nogen tvivl«. Men det betød ikke, at »man fra dansk side ikke af den grund kunne overlade personer til de amerikanske styrker«.

Fangesagen

Trods regeringens frikendelse af sig selv, er sagen om Danmarks medansvar for fangemishandling i Afghanistan ikke slut. Og der er MGs rolle heller ikke. Når den erstatningssag, som Ghousoullah Tarin fra Sangasar har anlagt, bliver den danske tolk, der så for meget, et af hovedvidnerne. Sammen med Frank Lissner, afhøringschef Chris Hogan og flere soldater fra Jægerkorpset.

Sagen har allerede bragt flere brikker i den komplicerede sag om Danmarks medansvar for USAs fangepolitik frem i lyset. Heriblandt adskillige hemmeligtstemplede eller hidtil bortkomne dokumenter.

Et af de mest interessante er et fire sider langt juridisk notat om fangeproblemet udarbejdet af Forsvarets Auditørkorps den 30. januar 2002 samtidig med at MG arbejdede for amerikanerne. Heri advarer auditørerne om, at man skal være opmærksom på, at Danmark har »mere vidtgående« forpligtelser til at beskytte fanger end USA. Endnu et tegn på, den danske regering og forsvaret meget tidligt var klar over, at der kunne være problematisk at udlevere fanger til Danmarks nærmeste allierede i krigen mod terror.

Siden sagen blev anlagt, har kammeradvokat Peter Biering, der repræsenterer Forsvarsministeriet, på alle måder forsøgt at spænde ben for sagen. Først ved at afvise, at Ghousoullah Tarin overhovedet var en af de 31 fanger, som blev udleveret til amerikanerne den 17. marts 2002. Dernæst ved at afvise al vidneførelse og senere kræve, at den fattige afghaner selv betaler sagsomkostningerne. Eller kræve, at Tarins advokat Tyge Trier underskriver en særlig tavshedserklæring. Dernæst ved at nægte at fremlægge centrale dokumenter i sagen og endelig ved at kræve total dørlukning under hele sagen.

Hvor meget offentligheden får at vide om forholdene i Kandahar Interrogation Center, er endnu uklart, men de dele af auditørrapporten, som Information har fået kendskab til, lader ikke megen tvivl tilbage om, at den 43-årige tolk har en del at berette. Hvis han får lov.

Frygter for sin sikkerhed

Og hvis han tør. For i dag lever MG skjult. Trods ugers eftersøgning er det ikke lykkedes Information at finde ud af, hvor han bor eller arbejder. Efter alt at dømme bor han på en hemmelig adresse et sted i Danmark og arbejdede i hvert fald i 2008 i FEs hovedkvarter på Kastellet.

Lejligheden i den røde boligblok i Malmø står for det meste tom, vinduerne er lukkede, persiennerne rullet ned, og på den brune trædør advarer et piktogram om, at lejligheden er kameraovervåget. MGs naboer har ikke set ham i månedsvis og aner hverken, hvor han bor eller arbejder.

På forældrenes Nørrebro-adresse er der næsten lige så tillukket, og tunge, støvede gardiner dækker vinduerne. En ukendt person åbner dog yderdøren og betragter længe Informations udsendte gennem dørspionen. Døren til den lille stuelejlighed, hvor familien bor, forbliver imidlertid lukket og alle breve og mails ubesvarede. Også MGs bror nægter at tale med Information.

»I skal ikke kontakte mig igen, jeg kender intet til den sag og vil ikke tale med jer,« lyder beskeden.

Til sin nu afdøde advokat Steen Poulsen har MG fortalt, at han frygter for sit liv. Men hvorfor han gør det, kan Information ikke få at vide.

En kilde med detaljeret kendskab til MG er imidlertid ikke i tvivl om, at han har grund til at gemme sig.

»Hensynet til hans sikkerhed må gå forud for alt,« siger kilden.

 

Rekonstruktionen af MGs historie er især baseret på en lang række dokumenter, som er frigivet i forbindelse med ’Den hemmelige krig’ og den kommende fangesag.

Mange af dokumenterne er stærkt censureret, andre helt mørkelagt. Derudover har Information kontaktet så mange af sagens parter som muligt, men de har næsten alle afslået at medvirke med henvisning til deres professionelle tavshedspligt eller den kommende retssag. Hovedpersonen MG har heller ikke ønsket at tale med Information, og det samme gælder hans familie.

Derudover har Information fået kendskab til indholdet at flere hidtil hemmeligholdte dokumenter, som kommer til at spille en nøglerolle i den kommende retssag.