Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

EU giver støtte til fyresedler

Source:arbejderen.dk
Author:ml
Date:17/12-2010

EU har brugt millioner af euro på at støtte store firmaer, der flytter deres produktion til lavtlønslande i Øst- og Sydeuropa.

Næsten 300 tyske arbejdere i byen Neuses blev fyret sidste år, da den franske fabrik Valeo, der producerer dele til biler, flyttede produktionen til Chrzanów i Polen.

Valeo fik 38 millioner kroner i »udviklingsstøtte« fra EU’s regionalfond til at åbne den nye fabrik.

Fyringerne er bare ét af flere eksempler på, hvordan EU støtter, at store virksomheder flytter sin produktion til lavtlønslande i især Østeuropa.

Afsløringen af EU-støtten er gjort mulig, efter at Bureau for Undersøgende Journalistik har oprettet en database over de projekter, som EU’s regional- og strukturfonde støtter.

Arbejderen har fundet frem til eksemplet med hjælp fra vagthunden Corporate Europe Observatory (CEO), der holder et vågent øje med industriens magt i EU. CEO er netop nu i gang med at grave sig ned i databasen over, hvilke firmaer og projekter, der får støtte fra EU’s regional- og strukturfonde.

– Det er absurd og uacceptabelt, at EU bruger skattepenge til at betale for multinationales jobudflytning til lavtlønslande. Det har intet at gøre med regional udvikling, men øger blot undergravningen af de sociale standarder, advarer Olivier Hoedeman fra CEO overfor Arbejderen.

Statsstøttet social dumping

Herhjemme tager Fagbevægelsen mod Unionen, der står bag hjemmesiden www.eufagligt.dk, også klart afstand fra EU-støtten:

– Det er jo statsstøttet social dumping, der foregår. Det er fuldstændig urimeligt, at EU-midler – og dermed skatteyderpenge – går til at flytte arbejdspladserne hen, hvor arbejdskraften er billigst. Men det er desværre fuldstændig i tråd med EU’s grundlag, der handler om at skærpe konkurrencen mellem arbejderne indenfor EU, siger Finn Sørensen fra arbejdsudvalget i Fagbevægelsen mod Unionen til Arbejderen.

Han uddyber:

– Ved at støtte den slags projekter er EUmed til at undergrave den løn og de arbejdsvilkår, som arbejderne har tilkæmpet sig via faglig kamp.

Tea for two

Den britiske teproducent, Twinings, har fået 91 millioner kroner i støtte fra EU’s regionalfond til at flytte dele af sin produktion til Polen.

Twinings er allerede begyndt at indrykke jobannoncer og efterspørge arbejdskraft til den nye fabrik i Swarzedz nær Poznan.

Samtidig har Twinings meddelt, at næsten 400 arbejdere i Storbritannien til næste år vil være overflødige.

– EU’s egne regler er klare:Støtten skal kun gives til nye investeringer og ikke til udflytning. Og Twinings flytter klart produktionen – på bekostning af 129 job i Andover og mere end 260 job i North Shields, konstaterer Derek Kotz. Han er den lokale formand for britisk LO, TUC,i Andover.

Meldingen om, at Twinings vil fyre ansatte, førte i juli til lokale protester i Andover, der er dybt afhængig af den store arbejdsplads.

Også tøjkæden H&M og mobilgiganten Nokia har fået støtte til at åbne fabrikker i Polen, Belgien, Portugal og det tidligere Østtyskland.

Nokia har fyret ansatte i hundredevis overalt i Vesteuropa. Og fagforeninger i Frankrig  advarer mod kommende fyringer i Frankrig, og klager over, at ordrer bliver flyttet fra H&M-fabrikken i Frankrig til de nye fabrikker i Polen og i Belgien.