Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Faretruende udsigter

Source:arbejderen.dk
Date:28/01-2011

I går var titusinder af borgere i USA på gaderne i over 45 byer for at forsvare retten til at vise solidaritet med mennesker i andre dele af verden, der blandt andet er ofre for Obama-regeringens udenrigspolitik. Den slags solidaritet er nemlig ved at blive helt forbudt i USA.

Ni statsborgere var af Højesteret bedt om at møde op i går og afgive forklaring. Flere af dem fik i december deres hjem ransaget af politiet.

FBI mistænker dem nemlig for at have brudt USA’s antiterrorlov ved at udtale sig kritisk om USA’s udenrigspolitik i forhold til Palæstina og Colombia, og ved at have ydet materiel støtte til PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) samt befrielsesbevægelsen FARC i Colombia.

Alle ni nægtede heldigvis at bøje sig for presset i går, da de ikke er sigtet for noget. De mødte ikke op i Højesteret. Aktivisterne har typisk givet penge til medicin til Gaza, stået foran Israels ambassade eller diplomatiske kontorer i protest, eller rejst til Colombia og mødtes med fagligt aktive arbejdere.

De ni vender sig imod, at USA’s forfatnings ord om retten til at ytre sig frit er blevet underlagt landets skrappe terrorlovgivning, så humanitære organisationer kan anklages for at yde materiel støtte til terrorister, hvis de blot kritiserer USA’s udenrigspolitik. I USA betragter Højesteret det som materiel støtte til terror, hvis en aktivitet kan betegnes som »koordineret med udenlandske terrororganisationer”.

Begivenhederne i USA er voldsomt aktuelle i forhold til EU’s og Danmarks terrorlove.

Her i Danmark står tidligere KZ-fanger og modstandsfolk samt en gruppe fagligt aktive håndværkere foran en retssag om såkaldt terrorstøtte til netop PFLP og FARC. Begge gruppers talsmænd har allerede fået deres hjem ransaget af emsigt politi.

Begivenhederne understreger lige nu nødvendigheden af solidaritet over Atlanten. Lighedstrækkene er for alvorlige. Konsekvenserne er for truende.

Det må ikke berolige os, at den danske justitsminister for få uger siden mislykkedes med sin plan om, at danske nødhjælpsorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp skal angive »mistænkelige« modtagere af den humanitære hjælp.

Protesterne skal vokse. Vi må og skal afvise denne trussel om at kriminalisere solidariteten. Den bør også omfatte fagforeningerne og fagligt aktive på begge kontinenter. Terrorlovgivningen truer mange af vores grundlæggende demokratiske rettigheder og ikke mindst centrale faglige rettigheder.

Flere aktionsformer, som gennem tiden er anvendt i den faglige kamp, kan nu kriminaliseres efter terrorlovgivningens bestemmelser.