Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Hvorfor er Libyen så betydningsfuld?

Source:hizb-ut-tahrir.dk
Author:Yones El Bana
Date:17/03-2011

Mange lande producerer noget olie, men der er få der producerer meget, og endnu færre står for en stigende produktion, der ikke har nået sin maksimalværdi.

Fjerner man de lande fra listen, som allerede har nået sit højdepunkt i produktionen af energi ressourcer, eller er tæt på, så er der kun meget få tilbage. Forstår man visse landes vigtighed i dette lys, er det klart, hvorledes disse vil være omdrejningspunkt for fremtidig kampe og rovdrift om global energi. Et af disse lande er Libyen, (og et andet er eksempelvis Irak).

Hvad har det internationale samfund fået øje på i Libyen?

Afrika om igen?

Nu når jagten efter enhver dråbe olie tæller i større grad i dag bl.a. på grund af ønsket om mindre afhængighed af bestemte regioners ressourcer, så er Afrika endnu engang blevet interessant for de internationale gribbe. Af præcis samme årsag som forrige århundreder: en overflod af råstoffer i et dybt splittet, politisk svækket kontinent, som derfor i særdeleshed er attraktiv for vestlige stormagter.

Den fornyede interesse skyldes at Afrikas olie og gas reserver er i gang med at udvikles og derfor lovende større gevinst i fremtiden. Ifølge National Intelligence Council vil import fra Afrika stige til 25 procent af USA’S samlede import ved 2015”Afrikansk olie er en strategisk national interesse for os”, sagde Walter Kansteinerassisterende minister for afrikanske affære allerede i 2002. ”Det vil tiltage og blive endnu vigtigere med tiden”

Af alle Afrikas vitale energi ressourcer så er det olien, der har den største tiltrækningskraft. Kontinentet besidder en estimeret117 milliarder tønder i bevist olie reserver, som repræsenterer ca. 10 procent af verdens totale levering. De fleste af disse reserver er koncentrerede i Algeriet, Angola, Nigeria, Sudan og Libyen. Disse lande udgør til sammen 90 procent af kontinents beviste reserver. Selvom depoterne for det meste ikke er så store som eksempelvis i den persiske bugt, så besidder den flere fordele. De afrikanske producenter forbruger meget lidt olie og gas, som betyder at det meste af produktionen, er genstand for eksport. Flere afrikanske lande er ikke blevet helt udforsket endnu, som betyder, at der uundgåeligt er flere reserver, der mangler at blive opdaget.  En af de vigtigste faktorer er dog, at den olie der findes i Afrika, er af en ”let og sød” variant (flydende og lavt på svovl). Kun 25 procentaf global råolie er af lignende kvalitet, og tabet af Libyens svarer til 9 procent.

Libyens betydning i alt dette:

Libyen har i lang tid været et eftertragtet mål. ”Sikkerheden af olie forsyninger skal være vores største bekymring”, sagde en officiel britisk embedsmand et år efter kuppet mod konge Idriss.

Den tidligere italienske koloni Libyen har haft sin andel af udenlandske selskaber, der har deltaget i udviklingen af nye olie og gas felter. Efter økonomiske sanktioner blev løftet i Libyen, var en række lande klar med det samme heriblandt Brasilien, Canada, England, Italien, Tyrkiet, USA og Norge.  Adskillige amerikanske firmaer som Hess, ConocoPhillips, Occidental og Marathon har haft store bevillinger i landet.  Da de økonomiske sanktioner blev lagt, stoppede disse firmaer samarbejdet men aldrig håbet om yderligere udnyttelse.

Da de sidste forhindringer blev fjernet i 2004, fik amerikanske energi selskaber nye kontrakter, og de gamle blev genoplivede. Mange af de selskaber som fandtes før 1986, er nu tilbage igen. Efter flere års isolation fra det internationale samfund var Libyen ivrig efter at genopbygge forholdet til energiselskaberne. Derfor begyndte den såkaldte regering at sælge ud af kæmpe områder. Efter den første auktion i 2005 fik de 4 amerikanske selskaber Chevron, Exxon, Hess og Occidental rettighederne til udvikling af en eller flere bloks.

Siden har Exxon lancerede et ønske om at ekspandere sin tilstedeværelse i Libyen. Efter er møde i 2007 mellem Rex Tilterson og Gaddafi, underskrev de en kontrakt for udforskningaf olie og naturgas ved den Libyske kyst. Det italienske selskab ENI ejer 75 procent af Greenstream rørledningen, som er den længste underjordiske rørledning i Middelhavet, som transporterer gas til Italien og Frankrig. Libyen sørger for ca. 10 procent af Italiens gas behov.

Den igangværende uro i Libyen er selvfølgelig en stor fare for alle disse planer. På et tidspunkt kontrollerede modstandsbevægelsen eksempelvis store deleaf områderne hvor disse ressourcer befinder sig, og havde planer om at pumpe olien og tage indtægterne til deres fordel. Uroen har blandt andet medført en midlertidig indstilling af Greenstreamrørledningen, som viser, at hvis situationen eskalerer for meget kan det have fatale konsekvenser.

Når stormagterne er som grådige gribbe, forstår man hurtigt, hvorfor det internationale samfund, har plejede gode forhold til galninger som Gaddafi. Og hvorfor man er utrolig bange for ustabilitet og for at miste Libyen. I dette lys giver en intervention mere mening.

Situationen i Libyen er et resultat af vestlig indblanding:

Det vi ser i Libyen i dag, er faktisk resultatet af vestlig indblanding. Dermed er de direkte skyldig i blodbadet der i gang med at finde sted. Hvis projekterne som er med til at forøge befolkningernes dårlige vilkår ikke fører til konflikt, så vil det i hvert fald fører til intern uro. Ved at forøge elitens velstand vil modstand og utilfredshed uundgåeligt være resultatet. Oprør og angreb bliver derfor et udtryk for folkets armod og uretfærdig behandling, da de ikke får smagt noget som helt af disse kontrakters gevinster. De vestlige landes ønske om at beskytte adgangen til vitale reserver fik dem til at sørge for våben og militær træning til leverandørernes hære. På denne måde har de været med til at opmuntre dem til at slå hårdt ned på den uundgåelige utilfredshed.

 Derfor burde enhver snak om vestlig indblanding udelukkes og afvises totalt. Det vil kun skabe endnu en mulighed for at udnytte disse landes potentiale, hvor ofrene igen bliver befolkningen.

Det er Vesten, der har sørget for eskaleringen i Libyen, kunne gå så vidt, og derfor er de ikke løsningen men selve problemet. Når de så er færdig med at udvinde jordens velsignelser, rykker de videre til det næste land, og efterlader et kæmpe stort ruin af fattigdom, utilfredshed, borgerkrige osv.  Et mønster der efterhånden har vist sig på alle verdens kontinenter.