Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Elfenbenskysten i kløerne på Vesten

Source:hizb-ut-tahrir.dk
Author:Mohammed Barrou
Date:15/04-2011

Dækningen af den nuværende situation i Elfenbenskysten har i de danske medier stort set været fraværende eller helt uoplysende. Men alligevel er det værd at gøre opmærksom på, at både Europa og USA bl.a. gennem deres internationale organer - er dybt involveret i landets indenrigs forhold, hvorfor landet er på randen af en regulær borgerkrig imellem Hassan Ouattaras og Laurent Gbagbos militarister.

Spændingerne i landet skal ses i lyset af det 2. præsidentvalg som blev afholdt d. 28. november 2010 i Elfenbenskysten, hvor forfatningskommissionen tildelte den nuværende præsident Laurent Gbagbo, sejren med 51,45 % af stemmerne. Som modsætning hertil erklærede valgkommissionen, den tidligere indenrigsminister Hassan Ouattara som vinder med 54,10 % af stemmerne.

Det er denne uoverensstemmelse ved valgresultatet – og dermed om magten - som er ved at føre Elfenbenskysten ud i en regulær borgerkrig, og det er et ”fait accompli” at den vestlige verden særligt USA og Frankrig ikke har rent mel i posen i den igangværende konflikt.

Frankrigs rolle er særligt relevant både ud fra de historiske kendsgerninger og dets nuværende politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige forhold til Elfenbenskysten. Det er et velkendt faktum,at Frankrig gik ind i Elfenbenskysten i 1843 og erklærede det som et franskprotektorat. Men modstanden mod franskmændene fra muslimerne,førte til en fiasko, hvormed muslimerne i stedet bekendtgjorde dannelsen af et islamisk emirat, som etablerede den islamiske Sharia. Men som årene gik og med en vag politiske kultur i den muslimske verden, lykkedes det Frankrig at besætte Elfenbenskysten med hjælp fra visse stammer i nabolandene, hvormed Elfenbenskysten officielt set i1893 blev en fransk koloni. Men i 1960 fik Elfenbenskystenen formel uafhængighed -ligesom andre afrikanske stater fik tildelt formel uafhængighed - af Frankrigs Charles de Gaulles, grundet den internationale situation som var fremherskende på daværende tidspunkt, navnlig ”afkoloniseringsperioden”.

Efter et halvt århundredes uafhængighed, kontrollerer Frankrig dog stadig det meste af infrastrukturen i landet og holder sine udenlandske valutareserver som en del af ”Franc Zone” der inkluderer 14 lande.

”Accords de coopération”,som blev underskrevet ved landets uafhængighed af afdøde præsident Félix Houphouet-Boigny og Frankrigs daværende Premierminister, Michel Debré er stadig gældende dagen i dag. Ifølge bilag II, i aftalen mellem regeringerne i Frankrig, Elfenbenskysten og Niger den 24. april 1961, har Frankrig prioritet i køb af ”råvarer som er klassificeret som strategiske”

I aftalens 2. artikel står der: ”Den franske Republik skal regelmæssigt underrette Republikken Elfenbenskysten [og de andre tidligere kolonier] ... om den politik, den agter at følge vedr. de strategiske råstoffer og produkter, under hensyntagen til de generelle behov for beskyttelse, udvikling af ??ressourcer og situationen på verdensmarkedet.” 

I henhold til artikel 3: ”Elfenbenskysten og Niger, skal underrette den franske Republik om den politik, de agter at følge vedr. de strategiske råstoffer og produkter, og de foranstaltninger, som de agter at tage i brug for at gennemføre denne politik.”

Og artikel 5 siger: ”Hvad angår de samme produkter til forsvarets behov, skal Elfenbenskysten og Niger reservere dem i prioriteret til salg til den franske Republik…”.

Som aftalen indikerer, så har Frankrig sat sig godt på det økonomiske marked i Elfenbenskysten, og selvom landet officielt nød sin uafhængighed i 60erne, er det et faktum at Frankrig bibeholdte sine kløer i landet. Forholdet mellem den franske regering i Paris og den ivorianske regering er derfor vigtig for de franske virksomheders muligheder for at indgå koncessioner og aftaler.  For at give et kort overblik over hvad der konkret er tale om, så kan jeg liste førende virksomheder som har opnået favorable koncessioner eller aftaler:

Le Group Bolloréstår for ??søtransporten sammen med Saga, SDV og Delmas og de kontrollerer praktisk havnen i Abidjan. Det er en førende transithavn i den vestafrikanske region hvis vigtigste containerterminal i Vridifor få år siden blev overtaget af Bolloré. De kontroller også de ivorianske - burkinske jernbaner via Sitarail Group, som de opkøbte i 2003. Og selvfølgelige er de også dybt involveret i kakaobranchen som er Elfenbenskysten største eksportvare

TOTAL(det største franske olieselskab) haren fjerdedel afaktierne iSociétéIvoiriennederaffinage” (SIR, det største selskabiElfenbenskysten) og ejer 160 benzinstationer. TOTAL underskrev sidste år en aftale med Yam's Petroleum om at erhverve en 60 % andel iCI-100 licenser,og TOTAL står for hele projektet.  Yam's Petroleumbevareren 25 % ejerandel, og Elfenbenskystens nationale olieselskab Petroci ejer de resterende15 %. Aftalen er blevet godkendt af de ivorianske myndigheder.

Bouygue Construction har traditionelt været- siden Elfenbenskystens formelle uafhængighed – de størsteinden for bygge- og anlægsarbejde.Virksomheden har også gennem privatisering og opnåelsen af koncessioner, kontrol over vandforsyningen(Société desEauxdeCôted'Ivoire), produktion og distribution af elektricitet gennem Compagnie Ivoirienned' Electricité ogCompagnie Ivoiriennede Productiond' Electricité. Virksomheden har også været involveret i de seneste boringer efter ivoriansk olie.

France Telecom er en af Frankrigs største virksomheder og er hovedaktionær i Elfenbenskystens Telecom samt hos Société Ivoirienne des Mobiles (de har cirka 85 procent af kapitalen), da koncessioner blev givet i denne sektor, i forbindelse med privatisering af offentlige virksomheder.

Ja listen ville være længere, hvis jeg skulle opliste alle de franske virksomheder eller investorer på mellem 15 000 -20 000 som har opnået koncessioner eller aftaler i Elfenbenskysten. Derfor kan man konkludere, at Frankrig med sine kløer har bibeholdt sin økonomiske og strategiske dominans (via havnene og hav ruterne) hvorfor man stadig kan sige, at Frankrig opfatter Elfenbenskysten som et fransk protektorat dog uden at landet reelt er selvstændigt.

Frankrigs dominerende rolle i det økonomiske liv og i Elfenbenskystens geopolitik forudsætter naturligt, at de politiske relationer er og forbliver intakte. Men de Fransk-ivoriansk forbindelser har i de seneste år undergået en proces, som sætter hele det franske projekt på spil. Laurent Gbabgo sagde til France24 i et interview i 2008 at: ”Relationerne i dag er gode, tusind gange bedre end under den (tidligere franske præsident) Jacques Chirac. Jeg tror, ??at i spørgsmålet om forholdet mellem Frankrig og Elfenbenskysten, har der været visse udviklinger, der har spillet en meget vigtig rolle – ligesom Nicolas Sarkozys tale i Cape Town ...”

Laurent Gbagbo henviser til Sarkozys tale den. 28. februar til det sydafrikanske parlament i Cape Town, hvor den franske præsident proklamerede en ny æra i Frankrigs forbindelser med sine ”tidligere” afrikanske kolonier. Her opfordrede Sarkozy til en tilbagetrækning af franske tropper udstationeret under afkoloniseringsaftaler mellem Paris og de afrikanske stater.

Men siden udtalelsen fra Laurent Gbagbo faldt, er det kun gået ned af bakke for de fransk-ivorianske relationer.

Særligt har USA og det internationale samfund via forskellige initiativer bl.a. truet med sanktioner eller international isolation i forsøget på at presse den franske regering til at anerkende Hassan Ouattara som præsident og som selvfølgelig har ført til store bekymringer for den franske regering.

Valgkommissionens anerkendelse af Hassan Ouattara som den retmæssige præsident bakkes op både af USA, FN og FN's Sikkerhedsråd og forsøger via pres at tvinge Laurent Gbagbo til at træde tilbage fra magten. Dette betyder, at Laurent Gbagbos frankofone politik kan ende og dermed knække Frankrigs indflydelse, hvilket kan have alvorlige følger for fransk økonomi.

USA har endvidere via sin indflydelsepåduttet Den Afrikanske Union (AU) at udstede en resolution, som støtter Hassan Ouattara som vinder.  Institutionen, som er på linje med det internationale samfund, benytter sig af pres og trusler for at få Laurent Gbagbo til at træde tilbage og overlade magten til Hassan Ouattara. Det er derfor, Den Afrikanske Union tog disse skridt og offentliggjorde den. 9. december 2010, at: AU suspenderer Elfenbenskystens medlemskab af organisationen, indtil Laurent Gbagbo overgiver magten til Hassan Ouattara”.

Tilsvarende har de sammenarbejdende vestafrikanske økonomier (ECOWAS) påkrævet at Laurent Gbagbo skal overgive magten til Hassan Ouattara der er anerkendt som vinder. Således har USA formået at påvirke den internationale opinion og formået at mobilisere alle internationale og regionale institutioner mod Laurent Gbagbo og hans regime.

Sidst men ikke mindst kom der en appel fra præsident Obamatil Laurent Gbabgo i en tv transmission hvori han sagde: ”Sidste års valg var frit og retfærdigt og præsident Alassane Ouattara er den demokratisk valgte leder af nationen.”

I enerklæring fra det presset franske formandskab d. 2. april 2011opfordrede det Laurent Gbagbo til at ”trædetilbage straks, stop volden og afgive magten fredeligt til præsident Hassan Ouattara.” Erklæringen faldt til et møde en eftermiddag mellem Sarkozy, udenrigs - og forsvarsministrene, og andre embedsmænd for at drøfte situationen i Elfenbenskysten.

Det som er værd at bemærke er at Frankrig, EU og især Storbritannien tidligere tilskyndede til en magtdeling i stil med den kenyanske model, hvor Laurent Gbagbo ville forblive som præsident medens Hassan Ouattara ville indtage en plads som statsminister. Men grundet pres fra USA, FN, FN’s Sikkerhedsråd og det internationale samfund i almindelighed har piben i Frankrig fået en anden lyd.  Til journalister i Nairobi, Kenya sagde Sarkozy derfor: Jeg fornyer min opfordring til hr. Gbagbo om at træde tilbage for at undgå yderligere vold og til at overføre magten straks til den legitime vinder af valget præsident Ouattara.”

Det er tydeligt at se, at præsidentvalget i Elfenbenskysten og indblandingen fra det internationalesamfund samt de regionale institutioner er præget af en interessesfære der bunder i geopolitik og økonomi. Det er på samme måde også tydeligt at se USA's og Frankrigs bidske rivalisering over Elfenbenskysten, som efterlader en stor blodpøl bag sig, hvor ofrene alene vil blive det ivorianske folk. Derfor skal man ikke forvente, at USA vil lette presset og truslerne mod Laurent Gbagbo, før han selv vælger at fratræde sig magten.

Den amerikanske administration og andre embedsmænd har udøvet alle deres kræfter på dette område, selv til det punkt at true med at bruge magt. USA har sit trumfkort i Hassan Ouattara og de bakker ham op, indtil magten er hans i Elfenbenskysten.

Som situationen er lige nu i Elfenbenskysten så er Laurent Gbabgo presset fra alle kanter og sider. Franske militærstyrker og Hassan Ouattaras støttere er i direkte kampe mod Laurent Gbabgos militarister samt store dele af Laurents ”trofaste” er en efter en ved at bukke under for presset. Det tyder på at Laurent Gbabgos tid er kommet og at det endnu engang lykkedes de vestlige magter at bruge Afrika og afrikanske liv i deres opnåelse af ”koloniale interesser”.

Det mest sørgelige er at når et givent afrikansk land nævnes er det med stor sandsynlighed at et dårligt billede kommer frem i hovedet på mange mennesker. Begyndende med ekstrem fattigdom, uroligheder, foragtelige sanitære forhold, uansvarlige regeringer og regenter osv. Men det er således at disse billeder der eksistere i folks sinde, er en reel tilstand folk lever med hverdag. Uden tvivl kan årsagen til Elfenbenskystens tilstand tilskrives den vestlige verden som igennem rivaliseringer over naturresurser og magt efterlader folket i en sårbar samt kritisk tilstand.  Den eneste måde at både muslimerne og de kristne i Elfenbenskysten kan nyde sikkerhed og opnå gensidig respekt er ved i første omgang at være bevidste om de reelle årsager bag samfundets splittelse. Dernæst må samfundet undergå en radikal ændring - som skal afspejles via folkets vilje (autoritet) - førend en betydelig stabilitet vil vende tilbage til Elfenbenskysten. Jeg er overbevist om at det eneste der kan sikrer stabilitet for alle mennesker uanset overbevisning ligger i islam ligesom historien har bevist dette.