Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Syriske soldater til deres familier: Hvis jeg dør, har hæren dræbt mig

Source:information.dk
Author:Lasse Ellegaard
Date:15/05-2011

WADI KHALED Denne glemte grænseovergang i Libanons yderste nordlige hjørne, hvor der end ikke er råd til asfaltering, er for tiden en port til betinget tryghed for de familier, der flygter fra det voldsramte Syrien.

Belæsset med billige kufferter, plastictasker, bæreposer og småbørn vandrer kvinder med forgræmmede ansigter forbi den lave symbolske pigtrådsbarriere til de ventende taxier og biler, der fordeler dem til de omliggende landsbyer, hvor mange har slægtninge eller venner.

De venneløse installeres i telte, rejst af lokale, for som en af dem en mand omkring de 40 med mærker i pandehuden efter et liv med næsegrus bøn sagde: »Vi er jo alle muslimer.«

Libanons militære efterretningstjeneste har den seneste måned haft to mand, begge i civil, permanent posteret ved grænseovergangen. Den ordførende af dem tjekker mit pressekort, noterer mit navn og siger, at det ikke er tilladt at fotografere de flygtende. Det er heller ikke tilladt at tale med dem »de må ikke udtale sig om syriske forhold på libanesisk territorium«, kundgør han i et tonefald, der ikke er til forhandling. Han repræsenterer den makro-politiske vinkel på flygtningestrømmen, der ifølge de lokale beboere nu er oppe i tusinder, og som er taget til de seneste dage, efter at Tel Kalakh, den syriske landsby et par kilometer inde på anden side, i weekenden blev omringet af kampvogne og infanteri. Syrien har angiveligt lagt pres på den libanesiske regering for at få den til at nægte flygtninge indrejse, men reglen om, at grænsen kan krydses med et ID-kort, er ikke ændret. Desuden er det almindeligt, at grænsevagter på den syriske side er til fals for bestikkelse. Rygterne om, at flygtninge er sendt tilbage i armene på de syriske sikkerhedstjenester kan ikke bekræftes og det synes ikke at være tilfældet her. Eneste officielle forholdsregel er, at pressen holdes væk fra de flygtende.

Manden med pandemærkerne er af en anden mening.

Da efterretningsmændene har trukket sig lidt væk fra bilen, læner han sig ind gennem sideruden:

»Følg efter mig,« siger han og peger på en minibus proppet med kvinder og børn.

Vender hjem i ligposer

Få hundrede meter fra grænseovergangen samles alle i mandens lejlighed: »Ingen billeder, ingen navne, kun mikrofon«, instruerer han. Kvinderne, alle tildækkede og de fleste klædt i den traditionelle sorte jilbab, der signalerer landbo-provins, taler i munden på hinanden: »Sandheden skal frem«, siger én, »vi vil ikke længere tie, selv om vi lever i frygt. Nu er kampvogne og soldater på vej ind i byen. Jeg ved ikke, om jeg ser min mand igen, og den eneste synd, vi har begået, er ordet ‘frihed’.«

Det sceneri, der udmales de næste tre kvarter, er skræmmende: Sårede bringes ikke til hospitalerne, »for bliver de indlagt, forsvinder de. Sikkerhedsstyrkerne henter dem ud af sengene og vi får dem tilbage i sorte plasticposer«.

En mand, mistænkt for at tilhøre oppositionen, blev skudt for øjnene af hustru og børn. Butikker og private hjem raseres og plyndres »men de butikker, der tilhører alawitter (præsidentens og regimets religiøse sekt, red.), bliver ikke rørt«, siger en af kvinderne, og strejfer dermed den underliggende sekteriske konflikt mellem alawitter og sunnier, som der flest af i Tel Kalakh.

Myrdet af militæret’

Landsbyen har mistet to sønner, der var soldater den ene under demonstrationerne i Homs, den større by kun ca. 40 km. øst for denne grænseby, den anden i Dara’a i det sydlige Syrien, hvor urolighederne begyndte for nu to måneder siden.

»Begge er myrdet af militæret,« siger kvinderne. »Soldater og sikkerhedsstyrker har ordre til at skyde for at dræbe, og de soldater, der nægter at vende geværerne mod demonstranter, bliver henrettet på stedet.«

Kvinderne nævner begges navne: Menig Hala Suebeidi og underofficer Muhammed el-Misrid, der døde efter henholdsvis en kugle i hjertet og en i ryggen.

»Om den menige, Hala, fik vi at vide, at han var sindssyg og havde begået selvmord. Om underofficeren, Muhammed, sagde de, at han var myrdet af demonstranter. Men demonstranterne var ikke bevæbnede.«

Der har længe verseret rygter om, at soldater resolut henrettes for lydighedsnægtelse og tidligere på dagen fortalte en familie et par kilometer fra grænsen, der husede fætre og kusiner fra Homs, Syriens tredjestørste by ca. 40 km. fra grænsen mod øst, at soldater ringer hjem, før de skal i indsættes i bekæmpelse af demonstrationerne, og siger: »Dersom jeg bliver dræbt, skal I ikke stole på hærens forklaring på dødsfaldet. For det vil være hæren, der slår mig ihjel.«

Ifølge hærens officielle tal er ca. 100 soldater dræbt af ‘bevæbnede bander’, der stadig ifølge den officielle forklaring kører rundt i umærkede biler og skyder på såvel sikkerhedsstyrker og soldater som på demonstranter.

I Wadi Khaled og de omliggende landsbyer har flygtningene en anden version:

»Vi er udsat for terror, begået af staten.«

Sulfikar al-Zein, Den lokale mukhtar i Danmark ville han være kaldt sognefoged i landsbyen Akkar el-Qadeima, fortæller, at han hører de samme historier om vilkårlige overgreb fra alle de flygtninge, han har berøring med.

»Og jeg har placeret 10 syriske familier i forskellige huse i mit distrikt,« fortæller han, mens vi drikker kaffe hos landbofamilien nogle kilometer mod syd. Han har sørget for logi til 200 mennesker, som har den samme historie: Sikkerhedsstyrker og militær rykker ind i landsbyerne og gennemsøger beboernes huse med den forklaring, at de leder efter våben. Men almindelige syrere har ikke tilladelse til at have våben de er forbeholdt medlemmer af Baath-partiet og sikkerhedsfolkene. Ofte ender en husundersøgelse blodigt.

»Vi har etableret mobile lægehold, der kan behandle de sårede, der får hjælp til at krydse grænsen. Men det er jo langtfra de fleste,« siger manden med pandemærkerne.

Han er ikke organiseret i noget officielt netværk, men som han sagde:

»Vi er alle muslimer.«