Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Danmark tjener kassen på at 'give' ulandsbistand

Source:information.dk
Author:Brian Esbensen
Date:12/07-2011

Når Sudan i dag bliver delt, minder det os om, at udviklingshjælp er blevet en god forretning for staten. Kreativitet i regnskaberne er en del af årsagen.

I en ikke særlig fjern fortid var Danmark en af verdens største bidragydere i kampen mod global nød og fattigdom. Vi var en nøgleaktør, som blev fremhævet, når man skulle have andre til at yde en indsats. Det er kun 10 år siden, men det er også allerede historie.

På overfladen ser det stadig relativ pænt ud. Trods et fald på 20 procent til udviklingsarbejde siden 2001, er vi stadig i den pæne ende af tabellen. I teorien. Det fald er nemlig kun den del af isbjerget, man kan se. Herudover skjuler der sig milliarder, som på papiret er udviklingshjælp, men som i virkeligheden er alt andet.

Kreativ bogføring

Eksemplerne er mange, men senest er det blevet aktuelt, fordi Sudan, som har en kæmpe gæld til Danmark, bliver delt i to nye nationer i dag, 9. juli. For at give de to nye stater en ‘god start’, som det hedder fra dansk side, har man generøst tilbudt at eftergive nogle af de milliarder, vi har til gode.

Det lyder jo næsten helt ædelt, hvis man altså ikke stiller flere spørgsmål hertil. Pointen, som flere udviklingsorganisationer også har påpeget de seneste dage, er nemlig, at der er tale om lidt for kreativ tænkning i ministerierne. I tilfældet Sudan stammer gælden fra nogle erhvervsfremstød i 1970’erne, som man fra dansk side opgav. Først og fremmest er der tale om private selskaber, som den danske stat sikrede betaling, når de handlede med Sudan. Regninger kunne de ikke altid betale i Sudan, og landet endte med en gæld på 500 millioner kroner.

Det beløb er siden vokset med over 1.000 procent ved at lægge absurd høje renter, renters renter og til sidst strafrenter på. Så nu er gælden på mere end fem milliarder kroner. Allerede her kunne man kritisere Danmark. Men nu kommer den gode rigtig gode idé: Man vil nu eftergive disse milliarder, men bogføre dem som udviklingshjælp. Vupti. Noget der faktisk er et tab på 500 mio. inden for en hel anden sektor, forvandles ved et trylleslag til ulandsbistand på over fem mia. kroner.

I praksis tages disse milliarder så fra den kasse, der skulle have været brugt på udviklingshjælp og overføres i stedet til finansministeriet. Sådan. De nødlidende ser ingen penge, men den danske statskasse får lige tilført et milliardbeløb. På den måde har Claus Hjort Frederiksens ministerium således fået overført over 4,6 mia. bare siden 2006, som figurer i statistikken som udviklingsbistand. Det beløb er vel at mærke uden de godt fem milliarder kroner fra Sudan, som også snart ruller ind på kontoen.

Pynter os med lånte fjer

Trods nedskæringer vil Danmark stadig gerne fremstå som et mønsterland, hvilket også signaleres ved simpelthen at udnævne en udviklingsminister; p.t. Søren Pind (V).

Udviklingsorganisationerne, som alt for tydeligt mærker effekten og ser konsekvenserne rundt om i verdens fattige lande, kan ikke tillade sig at være for kritiske. Det er som bekendt sund fornuft ikke at bide den hånd, der fodrer én. Det har bl.a. Ibis og Mellemfolkeligt Samvirke måtte sande, da de fik skåret voldsomt i deres støtte allerede i 2001/2002. Det er en uofficiel hemmelighed, at det var fordi, deres tilgang ikke ansås som tilstrækkelig regeringsvenlig.

Ligeledes er der talrige eksempler på, at kritik fra de danske udviklingsorganisationer op igennem 00’erne har resulteret i slet skjult pression fra de involverede ministerier.

Det er almindelig kendt i de kredse, at har man stukket hovedet for langt frem i debatten, bliver man mindet om, hvem der sidder på pengekassen. Tidligere og nuværende generalsekretærer samt andre centralt placerede folk i de danske udviklingsorganisationer kan berette om både officielle, men ikke mindst uofficielle telefonsamtaler og mødeindkaldelser, hvor der ikke bliver lagt skjul på pointen: dæmp kritikken eller vi skærer (endnu mere) i jeres støtte.

Derfor sker disse tiltag ofte i relativ ubemærkethed. Danmark kan stadig brande sig selv som foregangsland. Både indadtil, over for vælgerne, og udadtil, over for andre lande.

De fattige må betale

Danmark er ret alene om denne tilgang, hvor man sammenblander udviklingsbudgettet med andre politik-områder. Man skelner normalt mellem f.eks. erhvervspolitik, sikkerhedspolitik og integrationspolitik på den ene side og udviklingsbistand på den anden. Det er dog en tradition, som Danmark har gjort op med. Ovennævnte tilfælde er langtfra det eneste. Det er blot det seneste.

Et andet eksempel er, at penge, der bruges i Danmark på at huse, kontrollere og i sidste ende hjemsende flygtninge, uden tøven bogføres som udviklingsbistand. Her tjener den danske stat ganske vist ikke penge direkte som i tilfældet med Sudan. Men til gengæld fører denne udvanding af begrebet udviklingsbistand til, at verdens fattige aldrig ser en krone, men overlades til sult, nød og fattigdom, samtidig med at mange danskere tror, at vi hjælper med væsentligt flere midler, end vi faktisk gør. Udviklingsministeriet er i øjeblikket ved at skære antallet af såkaldte partnerlande ned fra 26 til 15, hvilket betyder, at en lang række lande helt droppes. I Afrika er det Benin, Zambia og Egypten, der i fremtiden må se langt efter støtte, i hvert fald fra dansk side. Oveni det skal man så lægge, at f.eks. Sudan som teoretisk set stadig får del i den danske udviklingsbistand, får den på et noget tvivlsomt grundlag. Eller rettere sagt: de får den på papiret, men penge, man kunne bruge på bl.a. reel fattigdomsbekæmpelse, får de ikke nogen af. Det gør til gengæld Claus Hjort Frederiksen iFinansministeriet, som sikkert glæder sig til at modtage endnu flere udviklingskroner på hans konto fremover.

Tendensen internationalt har ellers været, at man har større fokus på det globale fattigdomsproblem, ligesom man også søger at efterleve den tanke, at udviklingsbistand naturligvis er rettet mod verdens udstødte og nødlidende i fattige lande. Når Danmark således både skærer ned helt åbent på budgettet, og oveni det snyder på vægten med de midler, der er tilbage, er der kun en gruppe til at betale prisen; verdens fattige, som der i øvrigt bliver stadig flere af, ikke mindst i Østafrika, som lige nu oplever en katastrofe af historiske dimensioner.