Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Sådan blev eliten hævet over lov og ret

Source:information.dk
Author:Martin Burcharth
Date:15/11-2011

11/11/2011 - 15:05

Gennem snart 40 år har skiftende amerikanske regeringer bidraget til et skred i det amerikanske retssystem. I dag er USA blevet et land, hvor politikere, finansfolk og store selskaber holdes straffri, når de overtræder loven, skriver den amerikanske jurist Glen Greenwald i en ny bog. Obamas indtog i Det Hvide Hus skabte ikke forandring – tværtimod

Det er svært at glemme entusiasmen, håbet og alle de inspirerede amerikanere fra august-dagene i Denver, da Barack Obama skulle krones som det demokratiske partis præsidentkandidat i 2008.

De valfartende var mere end villige til at overse de blinkende advarselslamper. I den begejstrede atmosfære skulle man være usædvanlig køligt og kynisk anlagt for at kunne gennemskue den beundrede præsidentkandidats retorik og bag facaden se en i grunden temmelig moderat politiker med begge fødder solidt plantet i Washington establishment.

Den skarptseende journalist og jurist Glen Greenwald — kendt for sine blogindlæg om bl.a. Wikileaks på websitet salon.com — var én af de få, der ikke lod sig rive med, i hvert fald ikke hele vejen til Nirvana, på High Mile Stadium i Denver.

Ikke fordi Greenwald er synsk. Men af hans nye bog With Liberty and Justice for Some(Frihed og Retfærdighed for de Få) kan man godt få indtrykket, at han allerede i 2008 frygtede et præsidentskab, der ville fortsætte George W. Bushs åbenlyse overtrædelser af amerikansk og international lov fremfor en tilbagevenden til en retsstat, hvor ingen står over loven — ej heller præsidenter.

Særskilt kaste

Bogens bærende argument er, at lige fra præsident Gerald Fords benådning af Richard Nixon i 1974 — inden en Watergate-retssag kunne starte — til præsident Obamas afvisning af at lade sin justitsminister undersøge Bush-regeringen for krigsforbrydelser og Wall Street-baroner for svig og bedrag af investorer og boligejere har den amerikanske retsstat været suspenderet.

I virkeligheden, hævder Greenwald, har den politiske klasse med tiden gjort sig selv og forretningseliten, som finansierer politikernes valgkampagner, immune mod retsforfølgelse.

De er blevet en særskilt kaste, der som regel slipper for tiltale, mens almindelige borgere ikke kan regne med hjælp fra oven, hvis de kommer på tværs af loven. Tværtimod risikerer de til enhver tid at blive hevet gennem retssystemet og lande i fængsel.

Grenwald har sagt det før. Han gentager pointen i denne bog. Det er ikke ham, der advokerer for radikale ideer. Han er blot en kompromisløs tilhænger af den amerikanske forfatning — en ægte konservativ — mens den amerikanske elite føler sig privilegeret og mægtige nok til at trampe på de universelle rettigheder, som forfatningsfædrene nedskrev i 1787.

Det er dem — lovovertræderne — der er ekstremister.

Noam Chomskys discipel

Greenwald kan i mangt og meget minde om Noam Chomsky. Der er dog en vigtig forskel mellem Greenwald og Chomsky, som blev bemærkselsværdig under en nylig bogdebat mellem de to intellektuelle, arrangeret af Harvard Bookstore i Cambridge, Massachusetts.

Den yngre Greenwald taler og tænker som en jurist med en journalistisk baggrund, mens den ældre Chomsky (83 i næste måned) taler og tænker som en akademiker, der aldrig har været ude og rapportere fra virkeligheden.

Den verdensberømte professor i filosofi og sprogforskning på M.I.T. har altid søgt belæg for sine teorier om, hvordan verden er skruet sammen fra andenhåndskilder — bøger, magasiner og rapporter. Gravearbejde i marken ligger ikke til Chomsky. I stedet citerer han gerne kollegers værker som sandhedsvidner. Det ender let i påstande og klichéfyldte fraser, som tilhørerne ikke rigtig ved, hvad de skal gøre med.

Greenwald er mere konkret. I bogen fortæller han f.eks. en historie fra partikongressen i Denver.

Baggrunden er følgende: I Bush-regeringens dage beordrede præsidenten aflytning af telefonsamtaler mellem ind- og udland på numre, der var under mistanke for at stå i forbindelse med terror.

Dommerpanel ignoreres

Ifølge en lov fra 1978 skal Justitsministeriet søge et særligt og hemmeligt panel af forbundsdommere om tilladelse til hver aflytning. Det, mente Bush-regeringen, var for omstændeligt og ignorede ganske enkelt loven ud fra devisen, at eftersom landet er i erklæret krig med terrorgrupper, har præsidenten lov til at gøre, hvad han anser for nødvendigt for at forsvare USA.

Der var blot en hindring. Telefonnetværket i USA kontrolleres af private telekonselskaber. Regeringen skulle overbevise hvert selskab om at lave ulovlige aflytninger. Kun ét — Qwest — afviste anmodningen. De andre følte ikke, at de kunne sige nej, når præsidenten bad dem om at bryde loven.

Da The New York Times offentliggjorde historien i nogle eksplosive artikler i 2008, blev der straks rejst krav i Kongressen om retlige undersøgelser.

Men i Det Hvide Hus fik man en fiks ide. Kongressen kunne bare vedtage et ændringsforslag til 1978-loven, ifølge hvilket teleselskaber ville slippe for tiltale og straf, hvis en præsident pålagde dem at foretage aflytninger uden dommergodkendelse.

Hvordan overbevise skeptiske medlemmer af Kongressen? De fleste republikanere syntes, det var i orden. Sværere var det at få nok demokrater til at stemme ja til at give teleselskaberne immunitet.

Dyr lobbykampagne

Senator Barack Obama var midt i en primærvalgkamp med Hillary Clinton og gjorde straks sin holdning klar. Han ville stemme imod.

Men så blev en af de mest velfinansierede lobbykampagner i Washingtons historie sat i værk. I de første tre måneder af 2008, anfører Greenwald, brugte teleselskaber som AT&T, Verizon og Comcast 13 millioner dollar på at overbevise medlemmer af Kongressen til at stemme ja. Kampagnebidrag flød samtidig til deres kasser.

Én efter én faldt Demokraterne for fristelsen. Senator Barack Obama endte med at stemme ja til loven, inden han kunne rejse til Denver og blive kåret af sit parti.

Da Glen Greenwald ankom til den feststemte by i Colorado, modtog han som alle akkrediterede journalister — inklusiv undertegnede — en pressetaske med logoet AT&T. Selskabet var én af partikongressens hovedsponsorer.

Den amerikanske journalist fik nys om et privat party, arrangeret af AT&T for en gruppe konservative demokrater i Kongressen, der havde stemt ja til at gøre teleselskabet straffri.

Pressen lukket ude

Sammen med nogle kolleger søgte han at komme ind. Forgæves. I stedet prøvede de at interviewe gæsterne, når de ankom i sorte firehjulstrækkere. Forgæves. Ingen ville sige deres navn eller forklare, hvorfor de var inviteret med. Efter et stykke tid, greb Denvers politi ind og fik fjernet journalisterne.

»Det var et perfekt eksempel på, hvordan vores politiske system virker,« skriver Greenwald.

»Offentligheden er forment adgang til og viden om et møde mellem dem, der dikterer landets love (de store selskaber og deres lobbyister) og dem, som er valgt til at skrive lovene (medlemmer af Kongressen).«

Forfatteren bemærker, at dette optrin fandt sted tæt på det stadion, hvor den demokratiske præsidentkandidat skulle kåres — en politiker, der i månedsvis havde bebudet, at han som præsident ville »rense Washington for erhvervslivets og lobbyisters indflydelse«.

Det løfte er klart ikke blevet opfyldt af Obama. Præsidenten har end ikke prøvet.

Bushs krigsforbrydelser

Meget andet falder Greenwald for brystet. Obama havde i valgkampen lovet at få sin justitsminister til at undersøge, hvorvidt Bush-regeringen begik krigsforbrydelser ved at give grønt lys til tortur af tilbageholdte terrormistænkte. Løftet blev brudt. Han lovede at nedlægge Guantánamo-lejren. Løftet blev brudt, etc.

I Greenwalds optik er det mest foruroligende præsident Obamas ordrer til CIA at myrde amerikanske statsborgere i udlandet, mistænkt for terroraktiviteter, uden at anerkende deres ret til at være »uskyldige, indtil det modsatte er bevist ved en domstol,« som man siger i amerikansk retsvidenskab.

Det kendteste eksempel er Anwar al-Awlaki, der blev dræbt af en drone i Yemen for nogle måneder siden.

»Når en stat ustraffet kan myrde sine egne statsborgere uden retsforfølgelse, er vi kommet ud på en glidebane, som kan føre til politisk undertrykkelse af anderledes tænkende,« sagde forfatteren på debatmødet i Cambridge.

Ligesom Chomsky altid har været, er Greenwald ferm til at afsløre amerikanske præsidenters dobbeltmoral. I bogen fortæller han, hvordan Obama under sine rejser til Indonesien og Ghana offentligt har belært lokale ledere om, hvor vigtigt det er at leve op til retsstatens principper og straffe de skyldige for overtrædelser af menneskerettighederne.

»Man kan ikke skabe en fremtid uden at lære af fortiden,« sagde han på indonesisk tv i forbindelse med en undersøgelseskommisions arbejde med at stille de skyldige i massakrer under Suharto-regimet i 1960’erne for en domstol.

Læren fra Nürnberg

Greenwald citerer til sidst sin helt blandt amerikanske jurister — højesteretsdommer Robert Jackson — der tjente som USA’s anklager under Nürnberg-precessen efter Anden Verdenskrig.

»Civilisationer kan ikke tolerere, at krigsforbrydelser bliver overset, fordi de kan ikke overleve, at de bliver gentaget,« skrev Jackson i Nürnberg.

Højesteretsdommeren bekræftede det vigtige princip i en retsstat, at alle skal behandles lige for loven, uagtet deres status. »Menneskehedens sunde fornuft dikterer, at loven ikke alene skal anvendes til at straffe småforbrydelser begået af ubetydelige personer. Lovens arm skal også nå dem, der besidder stor magt.«

For Greenwald er det et diktum, som er totalt tilsidesat i dagens Amerika. Det forklarer, siger han, hvorfor så mange amerikanere er vrede på Washington og Wall Street. Den seneste meningsundersøgelse fra NBC/Wall Street Journal sætter klare tal på: 50 procent af befolkningen støtter enten Tea Party eller Occupy Wall Street.