Realiteten
This website has mixed content in both Danish and English

Menu

Home
False flag
Islam
Health
History
The world
Society
Links
About
Contact

Tv-stationer udstyrer dit fjernsyn med spion-chip

Source:http://politiken.dk/forbrugogliv/digitalt/forbrugerelektronik/ECE2199525/tv-stationer-udstyrer-dit-fjernsyn-med-spion-chip/
Author:Karim Pedersen
Date:09/02-2014
Tv-stationer udstyrer dit fjernsyn med spion-chip

Fjernsyn sladrer til Google og andre, når du skifter kanal. DR tester teknologien.


SPIONAGE. Hele familiens tv-vaner bliver registreret af fjernsynet og sendt videre til for eksempel Google, som kan bruge oplysningerne til at målrette reklamer. - Foto: THOMAS BORBERG

Hvis du har anskaffet et såkaldt smart-tv, må du regne med at fjernsynet sender informationer om dine tv-vaner til producenten, tv-stationer og Google. Det viser en omfattende teknisk analyse, som det tyske elektronik-fagblad c't har foretaget.

Et smart-tv er basalt set en forholdsvis langsom computer med eget styresystem, browser og internet-forbindelse. Så snart, fjernsynet er koblet på nettet, begynder det at overføre data til producenten. Denne datastrøm kører konstant og ubemærket i baggrunden.

De tyske eksperter har testet fjernsyn fra LG, Panasonic, Philips, Samsung og Toshiba, og fælles for dem alle er, at de sender store mængder af data. Sidste år blev LG anklaget for at udspionere tv-brugere og samle filnavne fra usb-nøgler, der er sat i fjernsynet. LG udsendte efterfølgende en firmware-opdatering, der skulle stoppe dataindsamlingen.

Men det er kun toppen af isbjerget. Den nye analyse afslører, at mange tv-stationer placerer små tekstfiler med unikke id-koder i fjernsynets hukommelse. De kan bruges til at spore den enkelte bruger.

Hver gang, du skifter kanal, udveksles oplysninger med tv-stationen. Den såkaldte HbbTV-teknologi (Hybrid Broadcast Broadband TV) sørger for, at tv-stationen kan registrere din ip-adresse og det tidspunkt, hvor du har skiftet til den pågældende kanal. Det er også muligt at følge, hvor længe du bliver på kanalen.

Det kan sammenlignes med at surfe på nettet med din computer, hvor du også modtager små tekstfiler, kaldet cookies, og efterlader din ip-adresse hos de besøgte websteder. Men det er sværere at forhindre dataindsamlingen på fjernsynet, og det er nok de færreste, der regner med, at deres tv-adfærd bliver sporet.

Beskyttelse af privatlivet forsvinder
Sikkerhedsekspert Peter Schjøtt fra Symantec har set nærmere på den tyske undersøgelse, og han er overrasket over, hvor mange data smart-tv'er sender tilbage over nettet.

»Hvis HbbTV er slået til, sender smart-tv'er en lang række oplysninger om, hvilke tv-kanaler og reklamer man ser og har set. Flere tv-kanaler efterlader også cookies på smart-tv’et så de kan få indblik i, hvad forbrugeren bruger tv’et til. For at det ikke skal være lyv, sender en række fjernsyn oplysninger om forbrugerens tv-kiggeri videre til Google Analytics og andre. Formålet kan være at målrette reklamer – men forbrugerens beskyttelse af privatlivet forsvinder,« siger han.

I Danmark har DR testet HbbTV, mens mange udenlandske kanaler allerede bruger teknologien, der skal koble internet-indhold sammen med tv-programmer. Det anbefales at deaktivere HbbTV, hvis du vil undgå dataindsamlingen. Det sker typisk i menuen Indstillinger på fjernsynet. På de fleste modeller er HbbTV aktiveret som standard.

Peter Schjøtt mener desuden, at forbrugerne bør stille krav til producenter og tv-udbydere om at stoppe indsamling af data, der strider mod privatlivets fred.

»Du skal være opmærksom på, at dit smart-tv eller andre intelligente apparater kan bruges til at skaffe bidder af viden om dig, dine vaner, eller hvad du kan lide og ikke lide. I sig selv er den enkelte information måske ikke afgørende, men problemet kan være, hvis nogen begynder at samle informationerne og samkøre dem,« siger han.

Forvandler fjernsyn til skjult kamera
I den seneste analyse er der også fundet store sikkerhedshuller i den kryptering, som bruges til at beskytte følsom datatrafik fra smart-tv'er. Hvis du kobler dig på din netbank fra fjernsynets indbyggede browser, kan du risikere, at uvedkommende kan lytte med i datatrafikken.

Der er også en teoretisk mulighed for, at fjernsynet kan blive inficeret med skadelig software. Sikkerheds-forskeren SeungJin Lee demonstrerede for et år siden, at fejl i Samsung-fjernsyn kan bruges til at overtage kontrollen over det indbyggede kamera og sende videobilledet ud på nettet – også, selv om fjernsynet stod på standby.

»Som med alle systemer, der kan tilkobles internettet, er der en potentiel sikkerheds-risiko for, at ens fjernsyn bliver angrebet – men heldigvis er det ikke noget, vi har set i praksis endnu. Det, vi har set, er imidlertid, at data bliver sendt ud af fjernsynet og tilbage til producenten, og her skal man ikke være naiv omkring, at producenterne naturligvis bruger disse data til at optimere deres salg eller sælge videre,« siger sikkerhedsekspert Ulf Munkedal fra Fort Consult.

Han tilføjer, at det er svært for den almindelige forbruger at gøre noget ved problemet med den mangelfulde sikkerhed – ud over at undlade at koble fjernsynet til nettet, hvis man vil værne meget om sit privatliv.

»Jeg håber, at fremtiden vil give flere muligheder for, at forbrugeren kan beskytte sig med lignende løsninger, som vi ser på pc'erne, hvor man kan få privacy programmer på nettet, der hjælper med at værne om privatlivet på ens pc,« siger Ulf Munkedal.